Nekrolog over Hanne Møller-Nielsen
Fredag d. 19.maj modtog jeg den triste besked, at vi i klubben har mistet et meget vellidt æresmedlem, da beskeden om, at Hanne Møller-Nielsen stille var sovet ind.
Jeg lærte Hanne at kende for 20 år siden, da hun og hendes mand gennem en menneskealder -Holger Møller Nielsen – var nogen af de bærende kræfter bag stiftelsen af Motor Sport Sønderjylland.
Hanne var nok mest den, der arbejdede i baggrunden – hun var et meget privat og beskedent menneske, men absolut en man meget hurtigt kom til at holde utroligt meget af.
Hanne var ikke den, der hele tiden skulle høres men hun var bestemt et menneske, hvis meninger man lyttede til. Og selvom Hanne var et lidt stille væsen, var hun bestemt også festlig at være sammen med og vi har tit siddet og fået en hyggelig sludder, når der var tid til det.
Selvom Hanne og Holger hele tiden har boet på Djursland, var vejen her ned til det sønderjyske aldrig for lang, når vi kørte løb på Padborg Park – og i de første mange år var Hanne at finde i billethuset. Hanne var også i mange år den, der sørgede for, at Holger kunne komme rundt i landet, når han skulle rundt til forskellige ting indenfor motorsporten – en interesse, de var fælles om i mange år.
For et par år tilbage valgte de at lade sig ”pensionere” fordi Hanne desværre blev ramt af sygdom, hvilket gjorde, at det blev for svært for hende at være med rundt omkring i hele landet – men når man ringede til Mørke fik man altid en glad Hanne i telefonen.
Hanne Møller-Nielsen var et menneske, som jeg holdt meget af og som jeg aldrig glemmer.
Æret være Hannes minde.
Vore tanker går til Holger Møller Nielsen, deres to sønner samt svigerdøtre og børnebørn.
Hanne bisættes fra Nimtofte Kirke onsdag d. 31. maj kl. 13