Fra min lænestol – oktober 2016
Jeg har somme tider undret mig, når sportsstjerner eller klubledere fra den ene dag til anden meddeler, at de har mistet gnisten og fratræder. Indtil dette skete for mig selv.
Her midt i måneden fandt jeg tiden inde til at forlade Padborg Park, som har været en stor del af mit liv i de sidste 12 år. Gnisten var væk, og uden dramatik og surhed måtte jeg sande, at der skulle andre og nye kræfter til.
Og selv om det er mærkeligt, må også jeg sige helt klart, at det har været det hele værd. Det har været 12 år af mit liv, som jeg ikke ville undvære for nogen pris.
Hvordan startede det hele? Jo, ved et informationsmøde i DASU for banesporten i Hedensted rejste Jens Enemark sig pludselig og fortalte, at han i morgen ville gå i gang med at bygge en asfaltbane ved Flyvepladsen i Padborg, og at alle tilladelser og pengene var på plads. Det lød lige så usandsynligt, som var der en, der ville flyve til månen ved at baske med armene.
Og det blev modtaget som sådan. Der var mange, der udtrykte en ikke helt venlig skepsis. Formanden for banesportsudvalget fortalte, at han også ville bygge en motorbane hjemme i sin baghave o.s.v. Jeg var den gang medlem af bestyrelsen i Aarhus Automobil Sport, og på vejen hjem sagde jeg lige så stille: Kunne vi egentlig være det bekendt?
Resultatet blev, at AAS sendte et brev til Jens Enemark og tilbød klubbens hjælp, og det blev ikke overraskende mig, der blev sat på den opgave.
Lang historie ganske kort. Der skete en sammenlægning af klubberne i Sønderjylland, og jeg blev så glad for disse mange sønderjyske motorsportsfolk, at jeg valgte at blive i Sønderjylland, først som kasserer, senere som banesportsudvalgsformand, formand for klubben og senest medlem af bestyrelsen i Driftsforeningen Padborg Park.
Og det har som sagt været sjovt.
Jeg har naturligvis været tæt på de to ejere, Jens Enemark og Tom Pedersen, og jeg har utallige sjove, dramatiske og hårde oplevelser med de to, så forskellige og dog så ens personligheder.
Stor respekt for Jens Enemark, der var i stand til at bygge en bane, og stor respekt for Tom Pedersen, der har skabt to store og nye klasser.
Mange af oplevelserne er til ”arkivet”, og skal ikke frem her. Måske med undtagelse af en enkelt. Jens Enemark havde det med DASU i almindelighed og banesportsudvalget i særdeleshed som trolde med degne.
Engang skulle vi have banesyn, og Jens tog fejl af tiden, så han mente, at de to pæne medlemmer af udvalget kom en time for sent.
Der blev ikke noget banesyn den dag. Men derimod en envejskommunikation om, hvad Jens mente om DASU og de pågældende, deres familie i fortid, nutid og fremtid. Uha.
Det kostede månedsvis af diplomatisk snilde at få det redt ud igen, men det lykkedes, som så meget andet spændende er lykkedes i de 12 år, jeg har været med i Motor Sport Sønderjylland og Padborg Park.
Når jeg siger, at det har været det hele værd, er det måske fordi jeg har mødt nogle mennesker, som jeg først lærte som sportskammerater, og senere som venner og nogle som helt nære venner.
Hvem skal jeg nævne først? Måske Dan Petersen og hans Bente, som jeg både respekterer og sætter uendeligt meget pris på. Er der nogen, der nogensinde har gjort op, hvor meget Dan og ikke mindst Bente har betydet for vores Gokartbane i Skærbæk? Stor respekt for det.
Samme forhold gælder for Anders T. Jensen, hvor jeg og min Hanne også har besøgt han, og hans Jytte flere gange. Der er nok nogle, der ved hvor meget jeg sætter pris på Anders – også selv om han på grund af sit engagement ikke er lige vellidt alle steder. Har klubben husket at takke ham for at have bestyret hjemmesiden i mange år og med økonomisk succes at drive gokartbanen i med- og modgang.
Mellem vennerne er også Mogens Thomsen og Birgit – Mogens har jeg altid glædet mig meget over at samarbejde med, selv om han – som Anders – er kompromisløs vestsønderjyde (selv om han selv siger, at han slet ikke er sønderjyde). Så er han da faldet godt til….
Jeg kan ikke nævne alle, jeg har mødt i Padborg. Desværre.
Der skal dog være en linje til klubbens kasserer, Jørgen Rasmussen og hans Kirsten, som har været vært i deres hjem for mig mange, mange gange ved diverse møder. Jørgen er en af de mest respekterede klubledere, jeg nogensinde har mødt. Jeg håber alle i klubben er klar over det.
Klubbens formand, Karin Niebuhr, har en stor plads i mit hjerte. Hun leder klubben med fasthed og kærlighed til sporten, og klubbens medlemmer.
På det sportslige er jeg kommet tæt på Hans-Jørn Søgaard Andersen, der i dag er den mest respekterede løbsleder i Danmark, og han er støttet godt af Henning Holst Jensen, som jeg har haft uendeligt meget at gøre med i arbejdet for driften på Padborg Park. Henning gør et kæmpearbejde for at være med både her og der.
Tænk hvis sætningen ”det kunne vi da ikke være bekendt” ikke var udtalt – så havde jeg manglet mange af disse venner, hvor jeg nok skal komme i tanke om nogle, som burde have været med her.
Skal vi tage en af de ansatte med? Inger W. Poulsen har været en kær og dygtig regnskabsmedarbejder, og jeg respekterer hende meget – hun vil også være en af dem, jeg kommer til at savne i det daglige.
Til dem jeg har glemt i Motor Sport Sønderjylland siger jeg lige – jeg holder af Jer alle sammen.
Har der så ikke været noget negativt ved alt der her? Jo, mit store engagement og min kompromisløse og ikke altid kloge fulde loyalitet over for Padborg Park og dets ejer har bragt mig i bad standing ved min gamle klub, Aarhus Automobil Sport. Nu er alting jo ikke statisk – hvis jeg beder om godt vejr og tilbyder at starte som svingmand i sving 8, mon jeg så ikke kan blive tilgivet i løbet af en snes år?
Til slut skal jeg sige, at jeg har set lidt på min lånestol, der er ved at være både gammel og slidt. Den holder til januar – så skal den skiftes ud, og derfor vil denne lille hilsen til mange motorsportskammerater hver den første bliver skrevet sidste gang til januar. Så kan jeg også sige godt nytår til alle.
Jeg vil her prøve at lave en status over fortid og fremtid for dansk bilsport i de sidste tre ”lænestole” jeg skriver.
Holger Møller-Nielsen.
