Tommy Laugesen ejer Danmarks flotteste Legend Car
En racerbil kan bruges til at vinde mere end racerløb med. Det kan Tommy Laugesen, Silkeborg, skrive under på. Udover at deltage i Danmarks sjoveste racerklasse – OK Legend Car Cuppen – var han i weekenden også med i en skønhedskonkurrence. Ikke for racerkørere, men for racerbiler.
I samarbejde med Designskolen Kolding havde Driftsforeningen Padborg Park arrangeret den utraditionelle konkurrence, hvor de mere end 25 biler blev vurderet af dommerne Niels Sylvester og Daniel Kowal-Andersen. De to industrielle designere udvalgte herefter de fem finalister, som skulle gennemgå en nærmere vurdering.
Elementer som finish, farvevalg og tema i dekorationen indgik i bedømmelsen af de fem biler, der alle er små femottendedels kopier af amerikanerbiler fra trediverne, og her var det den bil, som Tommy Laugesen, Silkeborg, kørte i, der blev valgt som den flotteste på baggrund af bl.a. det blå, hvide og sorte farvetema, hvor motorsportens ternede målflag var indarbejdet i designet.