Oplev de historiske racerbiler på nærmeste hold
En historisk bil eller motorcykel skal bruges. Specielt nu hvor sommeren er kommet, og der er masser af aktiviteter, man gerne vil opleve. En af de store aktiviteter for gammelbilsfolket er Historisk Weekend, der afvikles den 29.-30. juni på Padborg Park ved den dansktyske grænse.
”Vores historiske weekend er tredje afdeling af Dansk Automobil Sports Unions mesterskaber indenfor den historiske motorsport,” fortæller Karin Niebuhr, der er formand for Motor Sport Sønderjylland, som står som sportslig arrangør af løbene på Padborg Park i den sidste juni-weekend.
Bilerne på banen dækker hele spektret fra årene umiddelbart før og efter besættelsen frem til 1986, der er den seneste periode, som kan deltage i løbene på Padborg Park. Og løb bliver der masser af. Lørdag formiddag er helliget tidtagningen for de enkelte klasser, men herefter står programmet på racerløb med de gamle biler – såvel lørdag eftermiddag som hele søndagen.
”Vi forventer, at der ankommer mange gæster på enten en historisk motorcykel eller i en klassisk veteranbil, og dem vil vi gerne yde en ekstra service til,” siger Karin Niebuhr. ”Vi reserverer således et område med asfaltunderlag indenfor det indhegnede område, hvor ejerne kan parkere deres gamle køretøjer. Så kan de i ro og mag kikke på racet på banen, mens vi passer på motorcyklen eller veteranbilen.”