Fra min lænestol i Mørke – marts 2016
Et par af de gamle kæmper i motorsporten er ikke længere. Det berører mig dybt, i særlig grad fordi den ene er min far, tidligere formand for AAS og æresmedlem i samme klub, Aage Møller-Nielsen.
De fleste er for unge til at vide og huske, hvilken indsats min far har gjort for motorsporten, og det er heller ikke tiden og stedet at remse det op.
Mellem mange personlige minder tænker jeg ofte på, hvad der var sket, hvis ikke en lille notits i Aarhus Stiftstidende i 1955 havde fanget hans opmærksomhed. Aarhus Motor Klub indbød alle interesserede til at prøve bilorienteringsløb, og uden særlig forudsætning i øvrigt mødte vi op med det klare forsæt at vinde. Så det princip er ikke nyt i familien.
Vi vandt ikke – vi blev nr. 2. Men interessen for motorsport var tændt. Havde vi ikke været med dengang, og var det ikke blevet vores nye far/søn hobby, havde jeg jo bestemt ikke mødt min Hanne, og Henrik havde nok heller ikke mødt sin Anne. Så den første start betyder noget for os. Og vi vil stadig vinde hver gang.
Naturligvis er der også andre minder fra min far – men heller ikke det er tiden og stedet at komme ind på disse, da mange af dem er helt personlige.
Det andet dødsfald var heller ikke uventet, da tidligere formand for DASU, Morten Bach Andersen, bukkede under efter årelang sygdom.
Jeg vil gerne her riste en rune over Morten, som jeg har haft et fortræffeligt samarbejde med under og efter at han var formand for DASU.
Morten var breddens mand – for hans skyld skulle vi ikke bruge så meget som en krone på eliten. Den skulle nok klare sig. Men han stod alene med det synspunkt, som nok blev polariseret, fordi Morten som stovt vestjyde ikke sådan gav op for modstand. Stædig og kompromisløs modstand.
Men hans odds var umulige. Dengang var det normen at alle bestyrelsesmedlemmer mente, at DASU var deres egen private sandkasse, hvor de uden videre kunne møde op i sekretariatet for at klare det ene og det anden hen over hovedet på organisationen og generalsekretæren, der var mere til pynt end til gavn. Og afstand fra Hanstholm til Brøndby er nu engang uovervindelig, når et bestyrelsesmedlem lige kunne se ind på vejen hjem fra arbejde og igangsætte store og små – og udgiftskrævende – projekter.
Men der var andre ting, hvor Morten havde en mere heldig hånd. Den organisation, vi har i dag, har han fået gennemført. Den er ikke perfekt. Men i forhold til tidligere, hvor der var et enevældigt forretningsudvalg, som styrede alt for meget, er det meget tilfredsstillende og i alle tilfælde den organisation, som klubberne vil have.
I den organisation, som Morten Bach Andersen var med til at indføre, var også det nye udvalg, Kvalitets- og Koordineringsudvalget, med mig som formand, og som under Morten fik en fremtrædende rolle i det daglige. Morten brugte det udvalg til at sikre sig, at alle ting i DASU kørte efter Reglement 1, og utallige indstillinger blev afgivet – desværre ofte i modstrid med flertallets ønsker i den daværende bestyrelse, hvor ikke alle syntes, at det at rette sig efter reglerne, var lige spændende. De havde vel dybest set den indstilling, at vi alene vide hvad der er til gavn for motorsporten. Og handlede vilkårligt efter det. Ligesom de græske guder: Hvide, ophøjede og uretfærdige.
Den indstilling forsvandt inden Morten gav tøjlerne til sin efterfølger. Og godt det samme.
Morten fortsatte i klubarbejdet hjemme i Thy efter tiden som formand, og her fortsatte han med at fastholde, at bredden er det vigtigste i DASU. Breddesporten har mistet deres vigtigste talerør med Morten Bach Andersens død. Et talerør, der ikke var til at komme uden om, selv om Morten ikke altid kunne finde salontonen fra de bonede gulve.
Jeg var i den forløbne måned til møde med løbsledere for rally i den kommende sæson. Jeg skulle fortælle noget om forsikringer, men kom så tidligt, at jeg kunne høre et af de andre indlæg. Og her kan jeg godt sige, at det nok er godt, at jeg ikke var en del af hele mødet. For jeg kan godt se, at der er nogle ting, hvor jeg er lodret uenig med flertallet. Ellers også er jeg bare blevet for gammel.
Emnet, som jeg hørte en del af, drejede sig om miljø, og budskabet var, at vi kunne gå i spidsen for en grøn profil i dansk rallysport. Vi skulle være nogle rigtige spejderdrenge.
Mindes redaktionschef Kjær på Jyllandsposten, der engang fortalte, at han elskede freelance medarbejdere. ”For den dag jeg skal spare et par millioner, kan jeg gøre det med et snuptag”.
Mon ikke vi skulle tænke på samme måde. Den dag vi bliver stillet over for miljøkrav, ville det så ikke være rigtigt godt, at have noget at handle med? For miljøkrav det kommer der – det kan vi godt være helt sikre på. Også selv om vi i mellemtiden er blevet rigtige spejderdrenge.
Nu ved jeg godt, at denne tankegang er noget sofistikeret, og det er nok også godt, at jeg ikke lufter den andre steder, end her, hvor der er en tradition for at jeg kan skrive hvad jeg vil, uden at få alt for mange øre rykket af. I alle tilfælde ikke hver gang.
Ellers kan man måske nok forstå, at DHB fylder rigtigt meget ved mig i øjeblikket. De sidste eksterne kontrakter skulle gerne være på plads i denne måned, og så ved vi, hvor vi står helt præcist økonomisk. Så er der bare at vente at se, hvor mange der vil til Padborg Park for at se en virkelig moderne motorsportsfestival for unge og gamle. Det bliver død spændende. For nu at tale i DHB-sprog.
Foreløbig går salget rigtigt godt – vi er foran sidste års salg.
Holger Møller-Nielsen
