Fra min lænestol i Mørke – december 2014

For nogle år siden var der nogle trackdayfolk, der havde det virkeligt skidt. De kunne ikke få deres organisation til at virke, og kassen var tom. Det var antallet af deltagerfelterne ved arrangementerne næsten også. Jeg kom i kontakt med dem på foranledning af Padborg Park og naturligvis kunne MSS hjælpe.

Vi gik til Padborg Park og fik en meget fordelagtig aftale omkring leje af banen – vi gik til DASU, der gav os et beløb til annoncering af Trackday. Jeg gik senere til FDM Jyllandsringen og Ring Djursland og fik os snakket ind dér.

Og det blev en succes – en kæmpesucces.

Så stor, at den gruppe, der dengang kun bestod af en håndfuld, nu er et par hundrede og nu har de fået ”et tilbud de ikke kan sige nej til” fra FDM. Og angiveligt accepteret det.

Den oprindelige gruppe, og de medlemmer af den, der ledede trackday, begynder altså for sig selv uden om MSS og uden om DASU.

Nu er det sådan i MSS, at vi tager medgang og modgang med oprejst pande, og der skal da også herfra lyde en tak for samarbejdet og god fornøjelse i fremtiden. De har naturligvis taget i betragtning, at i og med, at de nu kører det som event i stedet for trackday, medfører, at de nok siger farvel til de fordelagtige forsikringer, der har været gældende for trackday, men det kan FDM måske også klare. I øjeblikket kan de jo så meget – også stjæle medlemmer fra os.

Men med ønsket om god fornøjelse skal vi også lige sige til dem, at vi da ikke opgiver trackday. Vi kører videre med ny besætning og vi vil konkurrere med FDM så de kommer til at bløde. Tro bare fast på det.

Padborg Park er med os. DASU er med os. Og vi er en stor og stærk klub – vi skal nok klare den udfordring også.

Og så til noget helt andet.

Var til Repræsentantskabsmøde her næstsidste weekend i november, og det var da et møde, der godt kunne give anledning til nogle betragtninger.

Jeg tog derfra i ikke helt så godt humør som da jeg kom. Vores alles sammen DASU er nemlig gået tilbage i antal medlemmer med ca. 6 % og venter jf. vores budget en tilbagegang på det samme i 2014/15.

Nu skulle man jo tro, at et firma med en sådan tilbagegang ville have det på dagsordenen som hovedemnet – for man kan jo med den tilbagegang se enden for vejen forude. Om 8 år er vi på halvdelen af det antal medlemmer, vi er i dag.

Men nej – det blev af både forsamlingen og vores ledelse forbigået med dyb tavshed. Der var noget med en visionsplan for 2010, som man i øvrigt aldrig har fulgt op på, der skulle fornyes og drøftes på ny.

Er det mig, der ser sort på situationen – eller?

Jeg har den største tillid til vores bestyrelse, men måske skal vi som klub lige lave et kald og fortælle, at realiteterne siger, at tager man ikke fat på en anden måde, sker der bare det, at vi sygner hen og bliver til ingenting. Og i sådanne situationer er demokrati måske ikke lige det mest velegnede instrument til at løse sådanne problemer.

Jeg tror nemlig, vi kommer til at gøre op med spørgsmålet om udviklingen skal styres ovenfra med udvalg eller fra græsrødderne – altså de fodslæbende klubber. Hvor nogle har stor succes.

Jeg skal ikke afgøre det – men noget skal da i alle tilfælde ske, hvis ikke jeg skal lukke og slukke i DASU. For jeg skal nok holde ved.

På det mere tætte er vi godt i gang med sæsonen 2015, og den kommer til at se godt ud for alle de aktiviteter jeg kender i MSS. Mest på banesiden, hvor vi er ved at have programmet fyldt helt ud – og med løb på Sturup Raceway i 2015 som en spændende ny aktivitet.

Har i den anledning haft møde med kørerne i DEC og kørerne i OK Mobil 1 Legend Cup. Det sidste møde var en stor forsamling – var vi 55 til stede og alle var veloplagte og kom med mange gode indlæg.

Naturligt var der spørgsmål om, hvorfor vi kun skal køre en gang på Jyllandsringen i 2015. Heldigvis kunne jeg henvise til en plan, som var udarbejdet af vores formand, Karin Niebuhr, der gik ind for det indlysende, at der skulle køres med Legend, Supertourisme og DTC to gange på hver bane. Det ville give massevis af tilskuere til dansk asfaltbanesport – ja, så mange at vi næsten ikke kunne tælle dem.

Jeg er ked af i et sådan møde at skulle fortælle, at grunden til, at vi ikke kører, som kørerne gerne vil, er manglende samarbejde om de mest simple ting i dansk asfaltbanesport. Men sådan er det altså blevet.

Derfor er det sådan, at OK Mobil 1 Legend Cup følger Supertourisme i 2015. Det er der nogle ulemper ved – det ved jeg godt. Men på sigt, bliver det en succes også for Legend. Og det er det jeg skal se på.

DEC-mødet var også livligt og der var heldigvis mange nye folk med. I forhold til i år er der 6 eller 7 nye hold, der har fået det med bilen på plads og kommer med i langdistanceløb i 2015. Det bliver rigtigt spændende med masser af kørere i den klasse igen.

Endeligt det med samarbejdet med banerne. Vi har et forbilledligt samarbejde med Ring Djursland repræsenteret ved Fonden Ring Djursland. De skal i årene fremover formentlig køre med Skanderborgklubben som ansvarlig. Godt nok for os – de aftaler, der er indgået med Fonden, har hidtil holdt 112 % og da vi kender de mennesker, der har indgået dem, sker det nok også fremover.

Til slut skal jeg ønske Jer alle sammen en god jul og godt nytår. Jeg kan godt love Jer alle sammen, at jeg skal være lige så meget dedikeret klubmand og DASU-mand i 2015 og årene derefter, som jeg har været hidtil. Og også lige så skarp.

Holger Møller-Nielsen