Fra min lænestol i mørke – august 2014

Jeg tror nok, jeg har skrevet det før. Jeg er vild med professionel sport. Og jeg er helt vild med professionel sport vist på TV. Jeg er klæbet til kassen, når der er Tour de France. Når der om vinteren er skiskydning. Når der er Formel 1 og i særlig grad, når det er OK Mobil 1 Legend Cup, selv om jeg har set det samme løb live.

Nu kan der komme lange perioder i Tour de France, hvor der ikke sker så meget, og her kom jeg til at tænke på, hvad der sikkerhedsmæssigt ville ske, hvis vi byttede sport med ledelsen af de to sportsgrene. Ville rally så blive tilladt kørt med tre-punkt-sikkerhedssele, uden bur og med T-shirt og pottehjelm, som det var tilfældet i de glade 60’ere?

Omvendt, hvis vi bestemte over cykelløb. Der ville omgåede blive indført krav om fuld face styrthjelm (og bemærkninger om, at den var alt for varm at køre med, ville blive affejet med, ”at sikkerheden ikke kan blive høj nok”). Dernæst ville der med lige så stor sikkerhed være nogle, som udviklede en eller anden Michelin-dragt til kørerne, så de ikke kunne slå sig, når de med næsten 100 km/timen nedad væltede på de snævre alpeveje. Og vælte gør de altså i Tour de France, skal jeg lige hilse og sige!

Nu skal man naturligvis ikke drømme urealistisk, og det er måske godt nok, at vi holder os til det, som er vores speciale, nemlig motorsport.

Og naturligvis drømmer jeg mig ikke tilbage til ”de gode gamle dage”, hvor sikkerheden var noget, som ikke havde det helt store fokus.

Og jeg kan stadig blive chokeret, når jeg erfarer, at sidste års dødsulykke på Le Mans skyldes, at der var sat et autoværn lige op ad et træ uden mulighed for at autoværnet kunne give efter, og meget eftertænksom, når der på vores egen lille andegård i Skærbæk skete et uheld, som kunne være blevet fatalt,

Selv om hændelsen er omtalt selv i Ekstrabladet, skal jeg lige gentage her, at de sikkerhedsnet, som var sat op efter krav fra Kart-udvalget, ikke kunne stoppe en udlejekart, som kørte under nettet med resultat, at dette blev ”foldet sammen” og hev den uheldige 9-årige dreng ud af karten ved halsen. Uha.

Det gik godt – og mindst af alt skal jeg bebrejde Kart-udvalget uheldet, da sikkerhedsnettet var godkendt både af politi, teknologisk institut og bestemt også af os selv.

Nettet blev omgående sikret, så det ikke kan ske igen.

Men når jeg har tænkt meget over dette her, er det fordi det kan være svært at finde den rette balance mellem krav til banerne og krav til kørerne, hvor jeg for de sidste nok synes, at vi skulle overlade noget mere til eget skøn og så virkelig bruge vores kræfter til at vurdere på de uheld og tæt-på-uheld, som sker, og bruge analyserne til at ændre sikkerheden.

Og så til noget helt anden – som måske alligevel er en anden side af samme sag.

Det gamle ord om, at næst efter eget held er andres ulykke ikke at foragte, vil jeg bestemt ikke bruge om DMU (motorcykelunionen), som er på vej til at miste Road Racing som disciplin, og give den til nogle private udbydere, som har haft held med at få kørerne over til Trackday, som til og med køres sammen med konkurrencer og næsten udelukkende på de svenske baner. Antal af licenser til Road Racing i vores søsterorganisation er under 200!

Kan vi lære noget af det, og få erfaringer, som vi kan bruge? Først og fremmest må vi erkende, at de der arrangerer Trackday, har været mere i stand til at lave noget, som tiltaler kørerne frem for de traditionelle klubber, hvor vores gode samarbejdspartner Aarhus Motor Klub ellers gør meget for at følge med.

Dernæst er en licens til Road Racing meget dyrt – og det betyder tilsyneladende en hel del. Trackday ved MC køres som ved biler uden licens – men også uden den ulykkesforsikring, der følger med licensen. Den er et flertal af MC-kørerne tilsyneladende helt ligeglade med!

Og så kan et Trackday køres uden læge, uden ambulance og uden besætning af ret mange af flagposterne. Og uden løbsafgift.

Uhyggeligt perspektiv, hvis vi kan overfører det her til bilerne.

Vi kommer som klub og organisation til at stå over for et dilemma i fremtiden: Skal vi holde og til at være bannerfører for en sikkerhed i top, og måske miste forretningen, eller skal vi give kørerne det, som de efterspørger?

Jeg er glad for, at jeg ikke skal tage den strategiske beslutning.

Og den skal heller ikke tages her og nu. For nu skal vi koncentrere os om den nære fremtid, hvor jeg glæder mig som et lille barn til de mange spændende løb, der forestår.

Midt i måneden køres der OK Mobil 1 Legend Cup på Ring Djursland for anden gang i år, og straks derefter Grand Prix Danmark på Jyllandsringen. Så er det tid til afdeling af DEC og Legend dobbeltløb ved os, inden vi i oktober slutter det hele af med DEC og OK Mobil 1 Legend Cup finale.

Og så skal vi gang med at tænke på 2015, hvor det er helt givet, at vi kommer frem med en helt ny klasse, Supertourisme. Den første bil i den nye serie er kommet til Danmark, og skal vises frem til de mange interesserede kørere, der vil have noget helt særligt at køre i og i en klasse, som tiltrækker nogle af de bedste hjemlige kørere. Klassen er naturligvis en promotorklasse, og Tom Pedersen, der står bag det hele, regner med at få 12 biler ud og køre i 2015.

Til slut skal jeg minde om, at det skal være sjovt for os alle, både kørere, tilskuere og officials.

Jeg kom til at tænke på, at vi måske ikke altid er i stand til at finde den balance. Var nede og tale med Erik W. Pedersen om Drifting, og han fortalte om deltagelse på en anden bane end Padborg, hvor han først fik en bøde for at starte motoren, da han kørte bilen ned fra traileren, en anden bøde for at varme dæk op mod kørselsretningen (selv om det var noget som man altid gjorde i Drifting) og dernæst en bøde for at komme for sent til førermøde, selv om en af dommerne kom noget senere og tydeligt var indisponeret. Og da han så ved afslutningen af løbet fik brand i motorrummer, måtte han køre rundt og finde en ildslukker, fordi løbsledelsen havde inddraget dem fra flagposterne – for ”løbet var jo slut for bilerne”!

Jeg hænger ikke noget ud her, men minder blot om, at det skal være sjovt for os alle! Og det skal vi tænke på hver gang vi arrangerer løb.

Holger Møller-Nielsen