Formanden For MSS Karin Niebuhr skriver
Formanden skriver.
Så er vores klub-info også blevet digitaliseret. Jeg tror helt personligt, at det er en ganske god ide.
Mon ikke vi er rigtig mange, der ofte alligevel er inde på vores hjemmeside for at se, hvad der sker. Her kan vi være meget hurtigt ude med alle nyhederne og skal ikke vente på at klubinfo bliver trykt og sendt ud til alle vores medlemmer.
Det er da helt sikkert også nogen, der synes det er en mærkelig ide, og det skal de altså have lov til. Ikke alle er særlig vilde med ”at gå på nettet” men mon ikke også de meget hurtigt vil vænne sig til tanken.
Som I vil kunne se her på hjemmesiden, fortsætter vi også med en klumme fra Holger Møller Nielsens spidse pen (selvom det ikke er på papir) Han skriver stadig fra sin lænestol i Mørke (altså byen på Djursland) og jeg er helt sikker på, at vi til stadighed vil få mange gode ord med på vejen derfra.
Jeg har selv lige været et smut forbi hjemmesiden og glædes selvfølgelig meget over alle de gode nyheder, der er beskrevet her. Der er blevet afholdt Finale-løb på Padborg Park og her har vores officials fra banesportsafdelingen været i gang i rigtig mange timer. Der var mange tilmeldte kørere og løbet blev en rigtig god oplevelse. Mange af de kørere, der kom på sejrspodiet, kommer fra MSS, så det er vi selvfølgelig ekstra stolte af. Det er flot med så mange gode resultater.
Jeg har også for et lille stykke tid siden været til 5.afdeling af DM i rally, som blev afviklet i Vejle. Et stort og flot arrangement, som dog blev skæmmet af et forsøg på udelukkelse af en rigtig dygtig rallykører. Arrangørerne skal bestemt ikke klandres, men det skal de, der sørgede for at Boysen blev forsøgt udelukket. Jeg ærgrer mig, når sådan noget bliver forsøgt. Jeg er selv med i motorsport, fordi jeg synes det er vores fornemmeste opgave at få så mange som muligt ud at køre – det gælder i alle afdelinger af vores sport – og helst uden at der bliver spændt ben for nogen. Vores formål må vel være så mange som muligt, så sikkert som muligt, så sjovt som muligt og så professionelt som muligt. Det sker desværre så ikke altid.
Selvom sæsonen 2013 er ved at gå på hæld ,er der allerede et rally mere på vej. Vores rally-afdeling i MSS er klar, når der d. 12.oktober bliver afviklet mini-rally i og omkring Aabenraa.
Kart-afdelingen har også stadig god gang i den på banen i Skærbæk og der afvikles 4.afdeling af kart cup syd også den 12.okt. Begge disse arrangementer kan I selvfølgelig læse mere om på hjemmesiden. Fart med fornuft og trach-day holder heller ikke vinterferie endnu, men er i gang igen henholdsvis d. 9. og den 14.oktober.
Vi er dog allerede i gang med at planlægge 2014, så vi har ikke tænkt os at gå helt i hi vinteren over.
Mange hilsner fra Karin Niebuhr