Nyt Youngtimer udvalg i MSS udpeges nu

Efter møde i Århus i aftes, revurderes situationen.

Motor Sport Sønderjylland vil øge indsatsen for den populære Youngtimerserie og er på vej med både nye regler og lavere priser. Formanden for banesportsudvalget i MSS, Karin Niebuhr, har nedsat et nyt Youngtimerudvalg og bedt Holger Møller-Nielsen om foreløbig at stå i spidsen for det.

Og der skal ske rigtig meget her i den kommende tid. Reglerne for MSS åbne klubmesterskab er ved at blive redigeret og offentlliggøres i løbet af den første uge af februar. DASU offentliggør det nye reglement for Youngtimer den 15. februar og det tidligere bebudede møde for klassens deltagere afholdes nu den 17. februar på Padborg Park med gennemgang af de nye regler og anden snak over bordet om klassen.

MSS åbne klubmesterskab køres foreløbig med første løb lørdag den 20. april og senere enten lørdag eller søndag 29. eller 30. juni, lørdag den 17. august og finale lørdag eller søndag 5. eller 6. oktober. Dertil formentlig et eller to løb på enten Ring Djursland og Jyllandsringen.

Med styrkelse af MSS indsats på Youngtimerområdet lægges der også op til et endnu tættere samarbejde med Historisk Motor Sport, hvor de to klubber har en fælles interesse i at styrke DASU mesterskabet mest muligt.