Gensyn med drifting ved Car to lease Padborg Super Prix

Når Car to lease Padborg Super Prix bliver kørt den 30. juni og 1. juli, vil det ikke kun være lyden af racermotorer i høje omdrejninger og synet af de tætte nærkampe i de store felter i OK Legend Car Cup og Youngtimer Cuppen, man vil kunne opleve.

Racerbanen vil således i løbet af søndagen flere gange blive indhyllet i røg.

Driftsforeningen Padborg Park I/S har nemlig valgt at gentage succesoplevelsen fra årets første bilsportsløb på racerbanen ved den dansktyske grænse og inviteret en række af landets bedste driftere til Padborg Park. Ikke bare for at give opvisning, men for at konkurrere.

Hvor løb som OK Legend Car Cup og Auto-G Danish Thundersport Championship er motorsportens svar på hurtigløb på skøjter, så er drifting motorsportens svar på kunstskøjteløb. Det er nemlig stil fremfor hastighed, der er afgørende, når deltagerne tager Padborg Parks mange vinkelsving i brug og lægger deres biler ud i en bredside med en stor røgfane efter sig. Jo større røgfane, des bedre. Jo større vinkel til banekanten, des bedre. Det hele bliver nemlig vurderet af en række dommere, der er oplinet rundt om banen.