Fra min lænestol i Mørke – juli 2015

Jeg går ofte og praler af, at der ikke sker ret meget i DASU, uden at jeg ved det. Derfor er det nok godt engang imellem at blive mindet om, at det ikke altid er tilfældet.

I alle tilfælde kom det helt og aldeles bag på mig, at klubben havde husket, at jeg havde 60 års jubilæum i sporten i maj, og indkaldte mig til at blive fejret ved vores DTC-løb. Det kom som en kæmpe positiv overraskelse.

Vores formand, Karin Niebuhr, havde sagt, at jeg skulle komme til ”et møde om Sturup med Ole Gottlieb” søndag morgen klokken 07:30. Er det i det hele taget lyst på det tidspunkt? Jeg skumlede hele natten, fordi det ikke var Helle Nielsen, der indkaldte – for det er jo hendes projekt.

Nå – jeg mødte. Der kom godt nok en masse officials – men de skulle måske også have møde. Men det var mig og min Hanne der var hovedpersonerne. Æresmedlem i MSS for os begge. Det kan jeg næsten ikke sige nok tak for. Det var sørme pænt af klubben. Tak, tak, tak og endnu engang tak.

Og det gav anledning til, at jeg dagen efter brugte et par timer mere i lænestolen for at tænke igennem den karriere, jeg har haft siden min far og jeg mødte op først i maj for 60 år siden til et bilorienteringsløb i Aarhus Motor Klub. Det var en notits i Aarhus Stiftstidende, der gjorde ham nysgerrig for at se, hvad det var for noget. Han har altså også haft 60 års jubilæum i år. Og vi må nok sige, vi var virkelig Bambi på glatis. Dengang kørte man fra punkt til punkt og fri vej imellem. Der var masser af falske stempler omkring det rigtige punkt – skæve kontroller – men vi tog alt, hvad vi kunne se og komme forbi. På et tidspunkt var der en stempelkontrol, hvor et par drenge fra byen i nærheden advarede min far ”Pas på den er skæv”. Far kiggede på stemplet og svarede, medens han klaskede det på kortet ”Det er overhovedet ikke skævt det stempel”.

Jeg tror nok, at dette løb skulle vare 6-7 timer for de fleste. Jeg tror nok vi brugte næsten det dobbelte, og mødte op ved målkontrollen på Nymølle ved Aarhus søndag middag, hvor en undrende bestyrelse nød en forstærket frokost (det var bestemt noget man gjorde i AMK den gang), men vi kom af med kortet, blev beregnet til over 10.000 strafpoints, men nummer to i begynder – de andre var simpelt hen holdt op midt om natten.

Og siden er det gået slag i slag.

Vi kørte dengang i familiebilen – det satte i sig selv en grænse for ambitionerne, og uden surhed skiftede jeg pladsen ved min fars side ud med min lillebror og fandt en anden makker, der var indstillet på at køre alt i hele landet. Det blev Palle Mogensen fra Hobro, der blev min faste makker i mange år – og det var et makkerskab, der bragte et DM hjem i rally og o-løb.

I begyndelse kørte vi i en kæmpe Ford V8 årgang 48 fra USA på et par tons, der kunne alt – undtagen bremse. Og det var egentlig også så simpelt: Var vejen ikke bred nok, blev den det.

Vi var bestemt ikke guds bedste børn. Det var lidt ud fra princippet ved overhalinger ”to trut i hornet og du bestemmer selv skaden”.

Første løb sammen var i Horsens, og jeg sad klar i bilen, da Palle kom stormende ud med kort og køreordre, smed det i hovedet på mig og smækkede bilen i gear, speederen i bund, med et par hundrede meters hjulspin var vi ude af byen, inden jeg overhovedet havde fundet mig selv. Jeg tror næsten, jeg var endt på bagsædet.

Denne fantastiske Ford blev senere skiftet ud med Ford Taunus, Ford Anglia og endelig Ford Taunus 12 TS, der var klargjort til rally af Ford i Tyskland.

Karrieren med Palle Mogensen stoppede brat i Rally Baltic på Børsmosevejen i Oksbøl. Den vej havde vi kørt nogle gange før – fra den anden side. Vi troede vi kunne køre igennem med fuld fart hele vejen. Det kunne vi den ene vej – men på den retning vi kørte, svævede vi halvanden meter oppe i luften, der hvor de andre kørte til højre. Jeg har fået fortalt, at det var syv kolbøtter, og det i en bil som dengang var uden bur.

Efter Palle Mogensen var det Ove Pedersen fra Skanderborg, der blev min faste makker. Ove var lige så entusiastisk som Palle, men ikke helt med samme evner bag et rat. Men han var en pragtfuld makker til O-løb. Han gjorde lige hvad han blev sagt til.

Som dengang i ”Pinen og Plagen løbet” på Mors, hvor vi fandt et hul i hegnet og endte ned ad en skrænt i færgekroens have. Alle var kørt helt i skolen i Legind Bjerge, men pludselig vidste jeg hvor vi var – og vandt løbet, selv om det var noget besværligt at komme op ad skrænten igen fra haven. Og der nok stadig er nogle, der endnu står deroppe og glor.

Ove Pedersens helbred holdt ikke, og efter en pause var det Jan Langer Andersen fra Hadsten, som jeg kørte med – både i Danmark og i nogle enkelte internationale rallyer. Jeg husker de mange gange, vi blev en af de bedste, men også nogle af de mere spektakulære episoder. Som dengang i det gamle DDR i Thüringerwald, hvor vi på en prøve nedad fik lige vel meget fart på og endte i en skovplantning af nye nåletræer. Bløde at lande i – ja, vel. Men når man holder oppe på et halvt hundrede træer der er bøjet i bilens retning og ned under den, er det altså ligesom modhagerne i en geddes mund. Nå, vi havde da en kniv, og ikke ret meget andet at lave den nat! Den blev lang.

Jan blev bidt af organisationsarbejde bl.a. på Jyllandsringen – og det var også svært at finde den rette Fiat at køre i. For det var betingelsen. Jan var nemlig Fiatforhandler i Hadsten.

Karrieren sluttede ikke for mig. Poul Weinrich var banekører, og spurgte mig om ikke vi skulle køre rally sammen. Jo, det kan vi godt. Men det koster dig 10 smadrede biler. Jeg tog fejl. Det kostede kun 9!

Som makker var Poul en pragtfuld kammerat, selv om hans appetit på damer godt kunne gøre logistikken besværlig. Men på den anden side. Han havde kræfter til både det og til at køre løb – og bedst når det var langt løb, hvor der skulle bruges kræfter til at komme igennem på dårlige veje. Vores bedste løb var i Polen, og ikke ret mange ved det, men vi vandt faktisk et EM-løb i gruppe 1 (ikke kun klassen – men generalklassementet i gruppe 1), og det var den side af Poul, som nogen ikke altid huskede på, når man fortæller anekdoter om ham. Og anekdoterne er utallige.

Økonomi, oliekrise, tidspres fra mit arbejde, jeg skulle leve af, gjorde at jeg tog en pause fra rally. Den kom til at vare mange år. Ja, resten af livet kan jeg godt se nu.

Men som jeg sad der i lænestolen og tænkte tilbage. Det har været eventyrligt, og der er nok til flere kapitler om mine mange oplevelser med pragtfulde mennesker.

Og så lige en enkelt ting. Min far blev formand for Aarhus Automobil Sport og er æresmedlem af den klub. Nu er jeg æresmedlem af Motor Sport Sønderjylland. Det vil jeg drille den 99-årige med, næste gang jeg besøger ham.

Holger Møller-Nielsen.