Fra min lænestol i Mørke – december 2015

En af de meget vigtige begivenheder i DASU, er det årlige Repræsentantskabsmøde, der blev holdt – som sædvanen tro – den 3. weekend i november. Man kan godt sige om dette års møde, at det mest vigtige, der skete, var det som udspandt sig i kulissen. Og da ikke mindst fredag aften, hvor DASU er så venlig at indkalde de, der er medlem af udvalg, til en gang spisning og god rødvinsdrikning bagefter. Der blev udvekslet mange tanker den aften. Og givet mange løfter på tværs af det hele. Og der blev sat mange skibe i vandet.

Men også her er DASU blevet voksen. Nogle af de værste drukmåse, som man altid kunne høre den eviggyldige sandhed fra, er sorteret fra i en mere og mere ansvarsbevidst gruppe af klubber. Men kedeligt er det da også blevet.

– Og det er stadig ikke alt, der kan refereres – derfor holder jeg mig i det følgende mest til Repræsentantskabsmødet.

Set med Motor Sport Sønderjyllands øjne, var det et godt møde – om end det var gudsjammerligt kedeligt. Denne gang kunne man ikke engang finde en dirigent, der kløjs i det – som det ellers var årets lavpunkt sidste år.

Vi fik genvalgt Henning Holst Jensen til bestyrelsen. Vi har i forvejen Niels Ejvind Igum og Hans-Jørn Søgaard Andersen som medlemmer af det vigtige QKU udvalg, og vi har mange venner fra andre klubber rundt omkring i ledelsen.

Skal vi lige tage den med bestyrelsen først. I mange år har det været aldeles umuligt at finde nogle kandidater til bestyrelsen, og i år blev der så pludselig kampvalg, med fire opstillede kandidater til tre pladsen. To af vores kandidater var selvsagt Henning og så Egen Brix Jørgensen, der tidligere har været et skattet medlem af bestyrelsen. Han fik denne gang ikke stemmer nok. Og det er egentlig ærgerligt, selv om hans eventuelle valg var gået ud over Henning.

Men der var andre vigtige valg. Mellem Historisk Motor Sport og os, var der enighed omkring valget af Nicolai Fuhrmann som ny formand for Banesportsudvalget. Det er et valg, som jeg personligt støtter 112 % og kan kun sige, at Nicolai har vist sig som et meget sagligt medlem af udvalget, som vi vil komme til at have rigtigt meget at gøre med i den kommende tid. Nicolai har den fordel, at han både lytter, og er villig til at gå ind i en konstruktiv dialog. Det lover godt for fremtiden.

Med valget af ny formand sagde vi også farvel til Michael Jensen – og det er jeg oprigtigt ked af, selv om det ikke at stille op, er et valg Michael selv har truffet.

Vi skylder Michael Jensen stor tak, fordi han har bragt dansk banesport ind i de moderne tider – og han har lagt en ny stil i forhold til hans forgænger.

Michael Jensen har været en god mand for vores klub, og har virkeligt støttet os i mangt og meget. Jeg personligt anerkender ham for hans store arbejde med banesyn – men også et arbejde, hvor der ved de ikke-permanente baner, virkelig blev brændt lyset i begge ender. Det kan ikke have undgået at koste på hjemmefronten og på arbejdspladsen, at Michael er den type, der både skulle rådgive om banen, godkende den og være dommer i et og samme arrangement. Her er der samlet en hel uges arbejde til én person.

Naturligvis har der været skuffelser for en så engageret mand som Michael Jensen – og jeg tror desværre nogle af de skuffelser har tæret mere på ham end rimeligt.

Jeg ved, vi ser Michael som dommer i fremtiden – jeg håber han fortsat vil være med til banesyn. Og så håber jeg egentlig på, at se ham i en anden lederrolle i DASU på et senere tidspunkt – hvorfor ikke bestyrelsen, nu hvor der er så mange, der vil kæmpe om de enkelt poster. Her vil Michael kunne lyse op. Han får i alle tilfælde vores støtte.

Jeg havde ventet nogle bemærkninger om DHB på Repræsentantskabsmødet – men kritiske ryster de udeblev helt. Tværtimod blev der både fra formanden og fra næstformanden fra talerstolen slået fast med syvtommersøm, at DHB er et DASU-arrangement, og kører som udviklingsprojekt i 2016 (forhåbentlig også i 2017 og 18, som vi har ønsket – men det er anden sag).

Det er der ikke nogen, der kan rykke ved nu – og det skal vi være ledelsen i DASU uhyre taknemmelige for. Her ikke mindst Udviklingsudvalget, der har været en rigtig god medspiller i hele processen fra sidste års famlende forsøg, til et egentlig ejerskab af Danmarks største motorsportsfestival.

Med DASU udestår der en promotoraftale – men den kommer nok på plads her i en af de kommende uger.

Ellers kan jeg godt sige, at DHB for mig fylder meget i øjeblikket – det er et stort og rigtigt spændende projekt, og der er mange nye ting at tage sig af for at få det hele med. Men udfordrende er det.

Jeg tog fri fra DHB for at være med til årsmøde med DEC, og de var så venlige at give mig en meget stor og flot kurv, som mere eller mindre fortjent tak for mange års arbejde – den satte jeg virkelig pris på. Jeg satte også pris på, at deltagerne i klassen var ualmindeligt velforberedt til mødet – og jeg skal skynde mig at sige, at jeg ikke på nogen som helt måde mener, at nogle af kørerne var for kritisk. Tværtimod. Skal vi have den klasse udviklet i fremtiden, skal det ske i dialog med kørerne. Tak for det. Rigtig mange gode ideer kom på bordet – og også et lille blåt øje til mig, for at være for venlig med at godkende biler i klasse 1 i 2015. Det skal altså ikke ske igen efter det møde – og det må alle rette sig efter.

Og så lidt tilbage til DHB. Alt tyder på, at vi er i stand til at lave en bane sammen med Driftbanen, hvor der kan køres Legend og Supertourisme – sker det bliver DHB (noget af) det største inden for asfaltbanesporten i 2016. De sidste streger omkring banen slås først i december – og så skulle vi gerne være i stand til at komme i luften med alle tiders nyhed. DHB med Supertourisme og Legend. Det er noget, som tusindvis af tilskuere vil komme for at se med på. Sammen med alt andet fra dybt seriøst motorsport – over dækbrænderplads – til fest, farver, fyrværkeri, DHB-babes og Strip. Jeg glæder mig afsindigt, men nok mere til det første end det sidste. Jeg er trods alt fyldt 75.

Holger Møller-Nielsen