Bestyrelsen orienterer

Orienteringer fra bestyrelsen

Formandens beretning fra generalforsamling 2024

Generalforsamlingen 7.3.2024

Så er der pludselig gået endnu et år i klubben, siden vi sidst så hinanden til generalforsamling og vi skal nu i gang med klubbens 21. sæson. Det er gået stærk siden klubben blev dannet tilbage i 2003 og der er sker hele tiden noget nyt, som der skal tages bestemmelser om. Det er ikke kun de fire-hjulede, der kører stærkt – tiden løber næsten ligeså hurtigt og engang imellem kan det næsten være umuligt at følge med.

Til en Generalforsamling hører at man kigger tilbage på året, der er gået siden sidst og det vil vi selvfølgelig også gøre i år – men det bliver ikke en slavisk gennemgang af alle vore arrangementer i klubben – det kommer til at fylde alt for meget i min beretning og mon ikke I også falder en smule hen inden jeg bliver færdig – derfor dette ganske kort:

Vi har haft et godt år i klubben – men jeg ville nu meget gerne have at vi kunne få nogle flere B-medlemmer, der vil være med at afvikle de forskellige arrangementer, så det ikke altid er de samme medlemmer, vi skal trække på og også engang imellem låne officials fra andre klubber – simpelthen fordi vore egne officials er så optaget, at de ind imellem er nødt til at bruge tid på familien og ikke på sporten.

Jeg har et skummelt ønske om, at alle, der tager en kørerlicens forpligter sig til at hjælpe til på banen et par gange – men det er og bliver nok bare et ønske.

Vi har i løbet af årene forsøgt at få flere tiltag med i klubben men har også måttet erkende, at det er uhyre vanskeligt at fastholde alle sportsgrenene indenfor motorsporten, når det næsten hele tiden er de samme hjælpere, vi skal trække på, og derfor har vi i løbet af de 20 år måttet skære lidt væk – men vi har så også startet nyt op.

 

 

Hvad er der så sket i klubben i løbet af 2023.

                                                                     

Carbuster.

Lad mig starte med carbuster, som nu er med i klubben for 9. år.

De har igen kørt nogle gode løb på carbuster-banen i Skærbæk, og I må ikke snyde jer selv for den oplevelse, det er at overvære et løb på jordbanen, hvor de kører. Hvis der er problemer med banen så sætter man blot en gummiged til at skrabe mudderet væk, så godt det lader sig gøre, og så fortsætter man. De er nogle seje gutter derovre i Skærbæk.

 Og hold da op, hvor bliver man dejlig beskidt, når man er med til sådan et løb.

Og jeg tænker, at man også i denne afdeling af klubben godt kunne tænke sig nogle hjælpende hænder – både under løb men bestemt også, når banen skal klargøres. Det kræver nemlig muskelkraft at vedligeholde sådan en bane – og det er IKKE kun et arbejde for dem, der sidder i bestyrelsen – så hvis I kan hjælpe, og hvis der kommer en anmodning fra carbusterne, så tag lige og kig på om I eventuelt kunne gøre en forskel. Måske er I dygtige til at svinge en hammer, bruge en malerpensel eller andet, der kunne være brug for.

 

Gokartbanen i Skærbæk – DRIFTSFORENINGEN SKÆRBÆK udlejningsdelen og racekart-afdelingen.

Gokartbanen var efterhånden blevet lidt af en udfordring for os. Der var ingen, der havde lyst til at give en hånd med på banen – nogle af de kørere, der kom og trænede ”glemte” at betale træningsgebyr og der var desværre ingen af udøverne, der havde lyst til at være frivillig på gokartbanen.

Men efter mange og lange overvejelser og et godt arbejde fra nogle velmenende medlemmer er det måske alligevel lykkedes for os at få fremtiden for kartbanen til at se OK ud.

 

FART MED FORNUFT

Vi er fortsat med kurset Fart med Fornuft i klubben – og det er selvfølgelig et område, som vi skal fortsætte med også fremover. Kurserne i 2023 har været godt afviklet men kræver også, at vi hele tiden gør opmærksomme på kurset blandt unge mennesker og desværre har vi været nødt til at aflyse et par stykker, da der ikke var deltagere nok. Dette kunne dels skyldes at det var svært at få små biler

Og samtidig var der utrolig lang ventetid på at komme til køreprøve her i landsdelen.

Vi har i efteråret haft et møde med Rådet for Sikker trafik fordi vi meget gerne vil have flere forsikringer med, der vil love lidt lavere præmie til de unge, der tager kurset.

Rådet for sikker trafik ville gerne være behjælpelige med at få forsikringerne i tale og det arbejdes der på pt.

Vi skal gerne have kurset ud til alle unge i landet og ikke kun til dem, der er bosiddende i det sønderjyske.

 

 

 

BANE:

2023 har endnu engang været en spændende sæson. 4 løbsweekender  afviklet på PP, samt en weekend med DHB.

Alle løb var godt besøgt men i 2023 blev DHB heller ikke en weekend, der voldte alt for mange kvaler fra myndighederne. Til forskel fra 2022 blev vi på ingen måde jagtet af færdselspolitiet – OK, der blev skrevet et par stykker, men de var de vist godt klar over at de ville blive skrevet såfremt de blev stoppet af politiet.

Et minus var det dog at mange gæster blev væk efter erfaringerne fra 2022, så lad os håbe at det ændrer sig her i 2024.

 

Årets store løb – rent race-mæssigt må nok siges at være Night Race og det var det igen i 2023 – hold da op hvor var der mange gæster – og et super-arrangement – men hvor var vi trætte alle sammen, da det blev lørdag aften kl. 22. og vi kunne give den sidste bil målflag. Klokken var nøjagtig 21.59 – det har jeg bevis på for vi tog et billede af banens ur.

På banedelen i klubben har vi i 2023 set det meget glædelige at der er enkelte, der har meldt sig som officials – og det er vi utrolig glade for – for her i MSS arbejder vi– som i næsten alle klubber, der er drevet af frivillige – med at få flere officials ind, der vil være med helt der fremme hvor det er sjovt til motorløb.

 

Drifting

Drifting er kommet for at blive i MSS det fortalte jeg helt tilbage i 2017. Men det er blevet vanskeligere og vanskeligere at få plads til at køre drifting. En del er blevet faste medlemmer af MSS.  De har afholdt et par trænings- arrangementer rundt i DK samt 2 gange i Tyskland og så er de naturligvis også en stor del af DHB.

 Til alle drift-arrangementer er der MSS medlemmer med og det er helt bestemt den vej, vi gerne vil gå – nemlig at alle er organiseret under en klub og dermed under DASU, så det bliver afviklet til alles tilfredshed.

Heldigvis skal der køres Drifting til DHB og jeg kan garantere jer for, at det bliver os i MSS, der kommer til at afvikle den, ligesom det bliver i MSS-regi der skal afvikles 201 m.

Heldigvis er der nu flere af vore medlemmer, der kan og må afvikle både drifting og streetrace så også her kan vi være med. En nyhed vi også er meget glade for her i klubben er, at vi har fået rigtig mange driftere med som aktive medlemmer. De har lavet en slags forening for driftere og her får man rabat, hvis man melder sig ind i vores klub – så det arrangement er vi jo meget glade for. Det har givet ca 40 medlemmer mere end inden drifterne kom med.

 

Vi blev i foråret 2016 spurgt, om vi ville være behjælpelige med at få tilladelse til at køre et 201 m løb på stranden på Rømø. Og det gør vi stadig lidt – men det er mest papirarbejdet nu.

Vi er jo altid lidt spændte på vejret, når netop det løb skal køres. Vi er utrolig afhængige af vejret og engang imellem rejser Vesterhavet altså børster – men indtil nu er det lykkedes uden at bære redningsveste.

 

Vi har også en lille hånd med, når der afvikles Allingåbro Motorfestival – dog kun i form af drifting-løbsleder og lidt papirarbejde for dem, der egentlig står for festivalen – og det gjorde vi også i 2023 og gør det igen i 2024.

 

RALLY.

Klubbens smertensbarn. Ingen tvivl om det. Vi ville rigtig gerne have rally-afdelingen op at stå igen – men det kræver, at der er nogle frivillige, der påtager sig opgaven.

Ingen i MSS har lysten eller tiden til at lave det store arbejde, det er at lave et rally-løb og derfor gik den afdeling helt i stå.

 

Aktivitetsudvalg:

Her må jeg desværre nok gentage mig selv lidt i forhold til de foregående år.

Når vi snakker med medlemmerne, bliver der ofte spurgt til, hvornår der igen er noget for medlemmerne, en del synes, at der bliver lavet alt for lidt. Når vi så spørger helt ind til, hvad det helt nøjagtigt er, de mener, ved man sjældent helt nøjagtigt, hvad det egentlig er, man efterspørger.

Derfor er det mit store ønske, at vores medlemmer får lyst til at lave et klubarrangement – uanset i hvilken afdeling – og så sender ideen videre til bestyrelsen. Jeg er sikker på, at vi meget gerne vil bakke et godt initiativ op

 Men husk: vi i bestyrelsen er også alle frivillige med et privat-liv ved siden af.

Vi har nok en tendens til – ligesom i alle andre frivillige klubber – at trække på ”tordenskjolds soldater” – og selv de/vi bliver trætte engang imellem og melder fra.

Derfor er det nu op til medlemmerne at komme frem med, hvad det er man gerne vil.

Vi vil nemlig meget gerne lave noget for vore medlemmer men det kniber lidt, når der ingen opbakning er.

 

I 2023 blev der endnu engang afviklet bingo-banko.

Tidligere har vi inviteret til glatførekursus, samme dag som bingo-banko, men desværre med alt for få deltagere – og kurset var endda ganske gratis for medlemmer – men det valgte vi altså at springe over i 2023.

Hvis vi i klubben vil have flere aktiviteter, bliver vi altså nødt til at bakke op om det. Ellers bliver det for meget op ad bakke for aktivitetsudvalget.

 

TRACKDAY.

Der blev i 2023 afviklet track-days på Padborg Park sammen med banen og det vil fortsætte også i 2024.

Der er brug for udvidede køretekniske kurser for alle som gerne vil lære deres biler lidt bedre at kende.

 

Samarbejde med andre klubber og med DASU.

Vi har i 2023 – som tidligere – haft et godt samarbejde med andre klubber i DK.

Som stor klub har vi heldigvis rigtig mange dygtige officials i alle afdelinger i klubben. Det er derfor rigtig godt, at mange af dem også

giver en hånd med andre steder, hvor der køres motorløb.

Fra andre klubber har der også været stor velvillighed, når vi har spurgt om de ville hjælpe med dygtige officials.

 

Samarbejdet med vores organisation DASU er også fungerende. Dog sker der meget ofte udskiftning af medarbejdere i DASU´s sekretariat og det gør desværre at vi meget ofte trækker på en bestemt medarbejder. Jeg håber inderligt, at hun kan blive ved med at holde til det.

Til forrige Generalforsamling gav jeg udtryk for at vi var spændte på hvorledes det skulle gå med de nye udvalg, som er valgt af DASU´s bestyrelse og jeg beklager, men jeg er ikke imponeret – det kan vist kun blive bedre.

Som noget nyt er der afholdt dialogmøde som teams-møde og det går altså ikke. Det er helt og holdent DASU der her bestemmer hvem der kommer til orde – og det er ikke godt nok.

Det har jeg gjort vores union opmærksom på og jeg håber at de tager kritikken til sig. De 2 gange om året, hvor klubberne hidtil er blevet indkaldt til omhandlede dialogmøder – har det – helt ærligt – knebet lidt med dialog – og det bliver bestemt ikke bedre når mødet holdes over nettet. Det er for det meste blevet en monolog, hvor DASU fortalte, hvad de ønskede og ikke helt hørte, hvad klubberne ønskede.

Men som jeg før har fortalt, er jeg jubel-optimist, så jeg ser naturligvis frem til at vi skal få mere indblik i, hvor motorsporten skal hen i tiden fremover.

 

 

Inden jeg slutter min beretning, vil jeg her gerne sige en stor tak til Michael Hansen for hans store arbejde for klubben.

Michael har besluttet at bestyrelsesarbejdet ikke kan få plads i hans kalender og det må vi tage til efterretning. Men heldigvis bliver han som løbsleder til vores baneløb.

Tak for dit engagement i klubbens bestyrelse de seneste mange år.

 

Jeg vil slutte min beretning for 2023 med en stor tak til vores medlemmer, dem der sidder i de forskellig udvalg og i bestyrelsen, og som bruger rigtig mange fritimer på klubben. Tak til alle, der meget ofte giver en stor hånd med og som møder op, hver gang en af afdelingerne i klubben kalder.

Tak til klubbens dygtige kørere. Mange af dem har opnået rigtig flotte resultater, både her i Danmark og i det store udland.

Dem er vi også stolte af i MSS.

Glæder mig til at komme i gang med 2024 sæsonen og møde jer alle sammen. Og uden at udefrakommende begivenheder skal bestemme om vi kan udøve vores sport eller ej.

Her ville jeg utrolig gerne kunne spå – men det kan jeg desværre ikke og jeg har heller ingen kort der viser, hvad der sker i fremtiden men jeg er sikker på at vi får et godt 2024 -år.

Hilsen Karin