Formandens beretning
Formandens beretning.
Generalforsamlingen 26.februar 2026
Så er der pludselig gået endnu et år i klubben, siden vi sidst så hinanden til generalforsamling og vi skal nu i gang med klubbens 23. sæson. Det er ikke kun de fire-hjulede, der kører stærkt – tiden løber næsten ligeså hurtigt og engang imellem kan det næsten være umuligt at følge med.
Til en Generalforsamling hører at man kigger tilbage på året, der er gået siden sidst og det vil vi selvfølgelig også gøre i år – men det bliver ikke en slavisk gennemgang af alle vore arrangementer i klubben – det kommer til at fylde alt for meget i min beretning og mon ikke I også falder en smule hen inden jeg bliver færdig – derfor dette ganske kort:
Vi har haft et godt år i klubben – men jeg ville nu meget gerne have at vi kunne få nogle flere B-medlemmer, der vil være med til at afvikle de forskellige arrangementer, så det ikke altid er de samme medlemmer, vi skal trække på og også engang imellem låne officials fra andre klubber – simpelthen fordi vore egne officials er så optaget, at de ind imellem er nødt til at bruge tid på familien og ikke på sporten.
Jeg har et skummelt ønske om, at alle, der tager en kørerlicens forpligter sig til at hjælpe til på banen et par gange – men det er og bliver nok bare et ønske.
Vi har i løbet af årene forsøgt at få flere tiltag med i klubben men har også måttet erkende, at det er uhyre vanskeligt at fastholde alle sportsgrenene indenfor motorsporten, når det næsten hele tiden er de samme hjælpere, vi skal trække på, og derfor har vi i løbet af de 22 år måttet skære lidt væk – men vi har så også startet nyt op.
Hvad er der så sket i klubben i løbet af 2025
Carbuster.
Lad mig starte med carbuster, som nu er med i klubben for 11. år.
De har igen kørt nogle gode løb på carbuster-banen i Skærbæk, og I må ikke snyde jer selv for den oplevelse, det er at overvære et løb på jordbanen, hvor de kører. Hvis der er problemer med banen så sætter man blot en gummiged til at skrabe mudderet væk, så godt det lader sig gøre, og så fortsætter man. De er nogle seje gutter derovre i Skærbæk.
Og hold da op, hvor bliver man dejlig beskidt, når man er med til sådan et løb, især hvis det lige har regnet.
Og jeg tænker, at man også i denne afdeling af klubben godt kunne tænke sig nogle hjælpende hænder – både under løb men bestemt også, når banen skal klargøres. Det kræver nemlig muskelkraft at vedligeholde sådan en bane – så hvis I kan hjælpe, og hvis der kommer en anmodning fra carbusterne, så tag lige og kig på om I eventuelt kunne gøre en forskel. Måske er I dygtige til at svinge en hammer, bruge en malerpensel eller andet, der kunne være brug for.
Så nu mangler vi blot at få dem placeret det rigtige sted i DASU-regi – men det er åbenbart meget svært – de passer nemlig ikke helt ind i en af de kasser, DASU har i forvejen. Men mon ikke det falder på plads her i 2026.
Gokartbanen i Skærbæk – DRIFTSFORENINGEN SKÆRBÆK udlejningsdelen og racekart-afdelingen.
Efter mange og lange overvejelser og et godt arbejde fra nogle medlemmer er det måske alligevel lykkedes for os at få fremtiden for kartbanen til at se OK ud.
En del af tiden er banen leaset ud til Klaus, der har udlejning af udlejningskart og 3 gange om ugen har vi i MSS lejet banen af Driftsforeningen så vore gokartkørere kan komme ud og træne.
Men også her er der stadig udfordringer. Vi kan se at det er dyrt for klubben at have træningstid aftalt, fordi der ind imellem er nogen, der træner der uden at de husker at betale for træningen. Så vi håber på at vi kan få en aftale istand med en, der vil checke op på om man lige husker at betale.
FART MED FORNUFT
Kurset har – som I måske ved – været lagt stille i 2025 men vi arbejder på igen at kunne tilbyde køre-kurset Fart med fornuft
Vi har tidligere haft et møde med Rådet for Sikker trafik fordi vi meget gerne vil have flere forsikringsselskaber med, der vil love lidt lavere præmie til de unge, der tager kurset.
Vi har en aftale med et forsikringsselskab om et møde her efter Generalforsamlingen og vi håber at de vil være med til at få de unge mennesker til at indse at det er vigtigt med et sådant kursus.
Jeg tænker specielt på at de unge nu kun er 17 år, når de kan tage kørekort og desuden er der flere der kommer til at køre el-biler og de har en voldsom fremdrift, som man lige skal lære at handle.
Vi skal gerne have kurset ud til alle unge i landet og ikke kun til dem, der er bosiddende i det sønderjyske.
BANE:
2025 har endnu engang været en spændende sæson. 5 løbsweekender afviklet på PP.
3 weekender med baneløb og rigtig mange racerbiler, 1 weekend med biler og motorcykler – og en weekend med drifting.
Alle løb var godt besøgt men 2025 blev et år, hvor der ikke blev afviklet DHB og det var en skam. (så det bliver der rettet op på her i 2026)
Så håber vi at færdselspolitiet giver os lidt bedre erfaringer med dem – end vi havde i 2022.
Måske husker man at vi i 2024 ikke havde problemer med færdselspolitiet og vi kan jo være så heldige at de igen synes at det er en god ide at der køres race på en racerbane og ikke ude i trafikken.
Årets store løb – rent race-mæssigt må nok siges at være Night Race og det var det igen i 2025 – hold da op hvor var der mange gæster – og et super-arrangement – men hvor var vi trætte alle sammen, da det blev lørdag aften kl. 22. og vi kunne give den sidste bil målflag.
For allerførste gang overskred vi køretiden, da vi simpelthen var nødt til at køre til klokken var 18.06 for at blive færdige om fredagen.
Drifting:
Drifting er kommet for at blive i MSS – det fortalte jeg helt tilbage i 2017. Men det er blevet vanskeligere og vanskeligere at få plads til at køre drifting.
Der blev heldigvis plads til en hel weekend med drifting på Padborg Park i 2025 og heldigvis skal der – som sagt – være DHB igen på PP, og der er drifterne også at finde igen og som noget nyt skal der også køres 402 meter streetrace i stedet for 201 meter.
Til alle drift-arrangementer er der MSS medlemmer med og det er helt bestemt den vej, vi gerne vil gå – nemlig at alle er organiseret under en klub og dermed under DASU, så det bliver afviklet til alles tilfredshed.
Som sagt kommer der heldigvis DHB på PP i 2026 og jeg kan garantere jer for, at det bliver os i MSS, der kommer til at afvikle drifting, ligesom det bliver i MSS-regi der skal afvikles 402 m.
Heldigvis er der nu flere af vore medlemmer, der kan og må afvikle både drifting og streetrace så også her kan vi være med. En nyhed vi også er meget glade for her i klubben er, at vi har fået rigtig mange driftere med som aktive medlemmer.
Helt tilbage i 2016 blev vi spurgt, om vi ville være behjælpelige med at få tilladelse til at køre et streetrace på stranden på Rømø. Og det gør vi stadig lidt – men det er mest papirarbejdet nu og et par officials, der er med til løbet på Rømø.
Vi er jo altid lidt spændte på vejret, når netop det løb skal køres. Vi er utrolig afhængige af vejret og engang imellem rejser Vesterhavet altså børster – men indtil nu er det lykkedes uden at bære redningsveste.
Vi har også en lille hånd med, når der afvikles Allingåbro Motorfestival – dog kun i form af drifting-løbsleder og lidt papirarbejde for dem, der egentlig står for festivalen – og det gjorde vi også i 2025 og gør det igen i 2026.Og her skal I lige høre en lidt sjov historie: lige inden jul ringede det på min dør og udenfor stod en meget stor mand med et meget stort skæg der gerne ville ind. Da han stod med en meget stor gavekurv i favnen blev han naturligvis lukket ind og det viste sig at være en mand, der hedder Hans Jørgen Hinz – ham der står for selve Allingåbro Motorfestival – han og fruen var kørt fra Djursland for at give mig en julegave med tak for at lave lidt løbspapirer for dem. Jeg har altid kun ringet eller mailet med ham så det var rigtig hyggeligt endelig at møde den mand.
RALLY:
Ingen i MSS har lysten eller tiden til at lave det store arbejde, det er at lave et rally-løb og derfor gik den afdeling helt i stå for et par år siden.
Nu har der meldt sig nogen, der vil afvikle rally-løb i det sønderjyske og det bliver så i en nystartet klub, som er blevet meldt ind i DASU i efteråret 2025.
Aktivitetsudvalg:
Her må jeg desværre nok gentage mig selv lidt i forhold til de foregående år.
Når vi snakker med medlemmerne, bliver der ofte spurgt til, hvornår der igen er noget for medlemmerne, en del synes, at der bliver lavet alt for lidt. Når vi så spørger helt ind til, hvad det helt nøjagtigt er, de mener, ved man sjældent helt nøjagtigt, hvad det egentlig er, man efterspørger.
Derfor er det mit store ønske, at vores medlemmer får lyst til at lave et klubarrangement – uanset i hvilken afdeling – og så sender ideen videre til bestyrelsen. Jeg er sikker på, at vi meget gerne vil bakke et godt initiativ op
Men husk: vi i bestyrelsen er også alle frivillige med et privat-liv ved siden af.
Vi har nok en tendens til – ligesom i alle andre frivillige klubber – at trække på ”tordenskjolds soldater” – og selv de/vi bliver trætte engang imellem og melder fra.
Derfor er det nu op til medlemmerne at komme frem med, hvad det er man gerne vil.
Vi vil nemlig meget gerne lave noget for vore medlemmer men det kniber lidt, når der ingen opbakning er.
I 2025 blev der endnu engang afviklet bingo-banko.
Tidligere har vi inviteret til glatførekursus, samme dag som bingo-banko, men desværre med alt for få deltagere – og kurset var endda ganske gratis for medlemmer – men det valgte vi altså at springe over i 2025.
Hvis vi i klubben vil have flere aktiviteter, bliver vi altså nødt til at bakke op om det. Ellers bliver det for meget op ad bakke for aktivitetsudvalget.
TRACKDAY.
Der blev i 2025 afviklet track-days på Padborg Park sammen med banen og det vil fortsætte også i 2026.
Der er brug for udvidede køretekniske kurser for alle som gerne vil lære deres biler lidt bedre at kende.
Samarbejde med andre klubber og med DASU.
Vi har i 2025 – som tidligere – haft et godt samarbejde med andre klubber i DK.
Som stor klub har vi heldigvis rigtig mange dygtige officials i alle afdelinger i klubben. Det er derfor rigtig godt, at mange af dem også giver en hånd med andre steder, hvor der køres motorløb.
Fra andre klubber har der også været stor velvillighed, når vi har spurgt om de ville hjælpe med dygtige officials.
Samarbejdet med vores organisation DASU er fungerende. Men nok ikke noget at råbe hurra for og det er en skam – de nye udvalg har ikke vist sig at være alt for gode til at servicere klubberne og det er dog os rundt i landet der afvikler diverse former for motorsport.
Der er dog sket noget positivt på banesportssiden – nemlig at det endelig er lykkedes for os at overbevise DASU om at der altså SKAL laves landsdækkende kurser, hvis vi skal blive ved med at forsøge at få nye folk interesseret i vores sport.
Vi har ikke haft løbslederkurser i 6-8 år og det er ikke godt nok. Det ser så endelig ud til at lykkes nu
Jeg er heller ikke imponeret over dialogen mellem klubberne og DASU, hvor de tidligere dialogmøder åbenbart er gået helt i glemmebogen og vi ses kun med de andre klubber til årets Repræsentantskabsmøde – og samme møde foregår efterhånden med samme fart som man kører rundt på en racerbane og der er ikke ret megen tid til snak klubberne imellem.
Vi har gjort DASU opmærksomme på problemet men jeg tror man mener det bliver for dyrt
Men som jeg før har fortalt, er jeg jubel-optimist, så jeg ser naturligvis frem til at vi skal få mere indblik i, hvor motorsporten skal hen i tiden fremover.
Jeg vil slutte min beretning for 2025 med en stor tak til vores medlemmer, dem der sidder i de forskellig udvalg og i bestyrelsen, og som bruger rigtig mange fritimer på klubben. Tak til alle, der meget ofte giver en stor hånd med og som møder op, hver gang en af afdelingerne i klubben kalder.
Tak til klubbens dygtige kørere. Mange af dem har opnået rigtig flotte resultater, både her i Danmark og i det store udland.
Dem er vi også stolte af i MSS.
Glæder mig til at komme i gang med 2026 sæsonen og møde jer alle sammen. Og uden at udefrakommende begivenheder skal bestemme om vi kan udøve vores sport eller ej.
Jeg ville utrolig gerne kunne spå – men det kan jeg desværre ikke og jeg har heller ingen glaskugle, der viser, hvad der sker i fremtiden men jeg er sikker på at vi får et godt 2026 -år.
Hilsen Karin
"Sammen er vi stærke..."
- Motorsport Sønderjylland