To MSS-hold til Mekonomen Rally
DK MOTORSPORT var ved weekendens Mekonomen Rally repræsenteret af to mandskaber fra MSS, som hver især også fik succes på kontoen. Broager-parret Kim Boisen og Jesper Petersen vandt således den frie klasse 10 med den BMW M3, de sidste år sejrede med i ADAC Rallye Masters.
”Vi tilmeldte os og kørte for at have det sjovt, og det har vi haft,” lyder det storsmilende fra Kim Boisen. ”Det har været superfedt. Det har været kanonprøver – det kunne man ikke få bedre. Det har været et rigtig godt rally.”
Tom Pedersen og Hans Marx havde årets tredje DM-start i DK MOTORSPORT’s Opel Corsa Super 2000, og her nåede de en ny milepæl med den i DM-sammenhæng forholdsvis nye bil.
”Jeg har drømt om en prøvesejr i lang tid, og den fik jeg nu,” siger en glad Tom Pedersen. Den ottende hastighedsprøve vandt han således med et forspring på 2,5 sekunder til teamkammeraten Ib Kragh.
”Nu har vi fået vist, at både bilen og teamet kan, når bare det hele spiller. Det har været et rigtig sjovt rally, og vi har igen lært en masse.”