Til Bane-officials.

Allerførst TUSIND TAK FOR 2014 sæsonen til jer alle sammen.

Det har som sædvanligt været rigtig hyggeligt sammen med jer alle sammen, og hold da op, hvor er jeg glad for, at I alle gør så stort et arbejde for at vore kørere kan komme ud og prøve kræfter med motorsporten.

I er med rigtig mange steder – både på vores ”egen” bane, nemlig på Padborg Park men I finder også tid og kræfter til at hjælpe på de andre danske baner og til de 2 by-løb, der afvikles i Danmark og desuden er rigtig mange af jer også flittige officials på udenlandske baner. Det kan man altså ikke bryste sig af i ret mange klubber.

Også til årets sidste baneløb på Padborg Park var I mødt talstærkt op, og sikken en skøn start vi havde på søndagens løb, hvor vi mødtes på 1.sal til morgenkaffe og formel 1 på storskærm. Det var ikke nogen dårlig ide, som Helle her fik og tak til DPP for den gestus at sige, at morgenmaden var på deres regning.

Det er vist første gang i klubbens 11-årige beståen, at vi har været samlet til morgenkaffe – og det, at I møder kl. 7 søndag morgen, når I nu i henhold til tidsplanen havde kunnet sove lidt længere bare denne ene gang, viser kun, hvor godt sammentømret vores team er.

Jeg fik ikke den store mulighed for at sige tak for sæsonen til Jer alle ved afslutningen på weekenden, da vi deltog i festlighederne ved præmieoverrækkelserne, men mon ikke vi igen finder en aften, hvor vi kan mødes til en bid brød og en vand for at sige hinanden tak for en god sæson og forhåbentlig på gensyn i 2015. Det tror jeg på, at vi gør, og der vil naturligvis blive sendt en besked ud til jer alle i rimelig tid inden.

Mange hilsner fra Karin