Talenternes kamp på Padborg Park

Det er de unge teenagere, som vil være blandt de hurtigste, når Midsommerløbet i weekenden køres på Padborg Park. Med på programmet er klasserne for Renault F4 og Formel 5, og det er ikke kun her, at man finder nogle af weekendens hurtigste racere, men også nogle af de yngste deltagere.

Begge formelklasser er kendt som rugeklasser, hvor fremtidens stjerner får lært de basale kundskaber, som hjælper dem til succes og sejre senere i karrieren. Og allerede nu er der en række navne, som har gjort sig særdeles positivt bemærket efter at være skiftet fra gokart-sporten, hvor de fleste er startet.

I den nye Renault F4-klasse kommer Daniel Lundgaard, Hedensted, som topfavorit. Med sig i baglommen har han et hattrick af sejre fra den seneste løbsweekend på Ring Djursland, hvor han dog blev udfordret af blandt andet Christian Rasmussen, Dragør. Netop de to kørere kender hinanden særdeles godt, da de i 2016-sæsonen var arge rivaler i kampen om Formel Ford-titlen. Og der er lagt op til godt race, når de to igen mødes på Padborg Park, hvor de også udfordres af Casper Pilgaard, Ryomgård, Noah Watt, Herlev, og Mikkel C. Henriksen, Lyngby.

Et nyt navn i dansk formelsport, der har gjort sig overordentlig positivt bemærket, er Casper T. Hansen, Roskilde. Han har i år taget springet fra karting til formelsporten, hvor han i Formel 5-klassen har vist sig at være særdeles stærkt kørende i forhold til konkurrenter som Jonas Lindhard Nielsen, Gandrup, og Aske Nygaard Bramming, Søborg.

Udover Renault F4 og Formel 5, der kører løb både lørdag og søndag, kommer programmet ved Midsommerløbet også til at omfatte løb for Yokohama Super Cup, Syver Race Cup, Danish Endurance Championship samt tre felter med klassiske motorcykler.