Sidste mulighed for Fart med fornuft. Der er endnu få ledige pladser i oktober.

Køretekniske kursus med støtte fra Sønderjysk Forsikring og med Motor Sport Sønderjylland som arrangør.

Vi kan redde dit liv, og du kan spare på forsikringen”, lyder slogan for kurset, der primært er for unge mellem 17 og 24 år fra hele Region Syddanmark. Kurset arrangeres af Motor Sport Sønderjylland i et samarbejde med Sønderjysk Forsikring G/S. Fart med fornuft har allerede undervist mange unge mellem 18 og 24 år på banen i Padborg Park.

Tager højde for 17-årige bag rattet

”Vi har udvidet målgruppen til også at gælde de 17-årige, der nu kan få kørekort. Det er helt oplagt også at tilbyde kursuset til 17-årige, og på den måde give dem lidt ekstra erfaring, inden de slippes løs i trafikken,” siger kursets projektleder, Jørgen Rasmussen fra Motor Sport Sønderjylland.

Kurserne afholdes på Padborg Park, der giver den optimale sikkerhed for deltagerne og deres biler, selvom de øver kørsel med høj hastighed.

Det sidste kursus er onsdag 17. og søndag den 21. oktober, og der er stadig få ledige pladser på dette sidste kursus.