Nyt om licenser

I 2020 bliver DASUs kørerlicenser digitale

Det betyder, at plastikkortet afløses af en digital licens, du kan have på din telefon, og som du også kan vælge at printe. Når du køber licensen, kan du også mod et gebyr vælge at få den udstedt som plastikkort.

Er du berettiget til at få den licens, du bestiller, er den digitale licens vedhæftet den kvittering, du med det samme modtager via e-mail. Er du ikke berettiget til at få den licens, du bestiller, bliver den sendt til dig som fil vedhæftet en e-mail, når du er blevet berettiget til licensen.

Licensen forsvinder ikke, og så længe du gemmer den e-mail, hvor licensen er vedhæftet, har du altid din licens ved hånden.

Har du også bestilt en fysisk udgave af licensen – et plastikkort – kommer dette med posten cirka tre uger efter, at du har modtaget din digitale licens.

Du finder din digitale licens – eller dine digitale licenser – efter den 1. januar 2020 i DASUs medlemsportal mit.dasu.dk. Under ’Profil’ og ’Aktive licenser’ vil du til enhver tid kunne se og hente digitale versioner af dine kørerlicenser.

Ovenstående gælder ikke internationale licenser. Disse udstedes fortsat kun som fysiske licenser.

Foto på international licens fra 2020

Der skal fra 2020 billede på alle internationale licenser, og derfor skal vi bruge et vellignende pasfoto af dig.

Billedet skal være skarpt og med ensfarvet lys baggrund, man må ikke have solbriller eller hovedbeklædning på.

For internationale kørerlicenser, skal de sædvanlige krav om lægepapirer, medlemskab og licensbetaling være opfyldt før der kan udstedes licens.

Vi beder jer om ikke at bestille og betale for licens, før man har indsendt de nødvendige papirer inkl. foto til DASU.

Foto bedes venligst fremsendt pr. e-mail til ana@dasu.dk – husk at oplyse navn og licens id nr.

Hvis du har spørgsmål vedr. licens, er du velkommen til at kontakte Anne Andersen enten på e-mail, ana@dasu.dk eller 53738920.