Klar til årets første trackday på Padborg Park

At vinteren har vare længere end normalt, er ikke kun noget, haveejere og landmænd har måttet sande. Det har de aktive indenfor trackdays også måttet konstatere, men nu lysner det, og lørdag køres årets første trackday på Padborg Park.

”Vi havde planlagt en trackday på banen tidligere på måneden, men grundet vejret og frostgraderne, valgte vi at aflyse den,” fortæller Lars Henrik Koch fra Trackdayklubben, der er en aktivitet under Motor Sport Sønderjylland. ”Sikkerheden er netop i højsædet ved vores arrangementer, så derfor skulle deltagerne ikke udsættes for nogen risici.”

2012-Trackday-01

Men nu er sneen væk og temperaturerne kan ikke blot måles i positive tal, men også i tocifrede værdier. Så nu er Trackdayklubben klar til sit første arrangement på Padborg Park i år.

”Vi kører vores første trackday på lørdag, hvor der også arrangeres klubløb i youngtimerklassen,” siger Lars Henrik Koch. ”Mens der er specifikke krav om racerlicens og deslige til youngtimerklassen, så er det eneste krav, som deltagerne til trackdaydelen skal opfylde, at være iført en styrthjelm under kørslen, så det er ganske nemt at deltage.”

”Vi opdeler deltagerne i grupper afhængig af deres erfaring i at deltage i trackdays, men uanset erfaring får alle en grundig introduktion til banen og banekørsel i det hele taget, så man vil være godt rustet, inden det går løs.”

Selve trackdayen på Padborg Park fungerer således som et avanceret køreteknisk kursus, hvor der er mulighed for dels at blive en bedre bilist, dels at lære sin personbils grænser nærmere at kende.