Høgh dagens mand – Kvorning udbyggede føring

Nils Kvorning, Viborg, kan nu holde sig en god og velfortjent sommerferie. Og han kan gøre det med sindsro. Racerkøreren har i år gjort comeback til OK Mobil 1 Legend Car Cuppen, og hans plan for 2015-sæsonen tegner til at være perfekt. Efter den seneste løbsrunde på Ring Djursland har han kunnet udbygge sin føring i mesterskabet.

Nils Kvorning kørte hurtigt, men undgik i modsætning til mange af sine konkurrenter såvel kollisioner som sandkasserne og ikke mindst dommernes lange arm på Ring Djursland, og det gjorde, at han kunne forsvare sin føring i mesterskabet. Han har endnu sæsonens første sejr til gode, men to andenpladser og en fjerdeplads gjorde, at han kunne udbygge sin mesterskabsføring fra ni til nitten.

2015-Bane-Legend-08

Topscoreren i den seneste runde af OK Mobil 1 Legend Car Cuppen blev Christian Høgh, Århus, som er rykket frem som toer i den samlede stilling.

Østjyden blev treer i første heat. Toer i andet. Og i det sidste fik han så sejren. Han kom nemlig ikke over målstregen som første mand. Foran sig havde han Lasse Rolighed, Århus, og Kenneth Jensen, Langå, som havde vundet henholdsvis andet og første heat, men i den afsluttende runde havde begge to overhalet under gul flagzone i forbindelse med en farlig situation, hvilket udløste tidstillæg på 20 sekunder og rykkede dem ned som nummer 10 og 11.

Lasse Rolighed og Kenneth Jensen var dog ikke alene om at få tidstillæg. Yderligere fem kørere fik henover løbsdagen straffe for at have overhalet under gul flagzone, for med henved 40 deltagere i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen var der trængsel på Ring Djurslands asfalt. Og ved flere lejligheder var der også trængsel i sandkasserne rundt omkring banen.

2015-Bane-Legend-07

Christian Høgh var ikke den eneste kører, der kunne bryste sig af at være dagens mand på Ring Djursland. Det kunne Poul Bonde, Rønde, også. Han havde sin bedste løbsweekend til dato. Lå endda længe i front for et af løbene og kunne blandt kørerne født i 1975 eller tidligere sikre sig to pokaler i Old Boys-klassementet