Fra race i Skåne til GP Danmark
Deltagerne i Danmarks sjoveste racerklasse er nu nået halvvejs gennem sæson. I midten af august afviklede OK Mobil 1 Legend Car Cuppen sin første mesterskabsafdeling udenfor landets grænser, og selv om Sturup Raceway ved Skåne var et nyt bekendtskab for de fleste af klassens deltagere, blev løbene også her domineret af de kørere, som normalt præger klassen.
Det gjaldt ikke mindst Kenneth Jensen, Langå, og Nils Kvorning, Viborg.
Kenneth Jensen var hurtigst i finalen, og i det første heat – hvor de tyve bedste fra tidtagningen starter i omvendt rækkefølge – kørte han sig fra en tyvende- til en syvendeplads. Men Nils Kvorning var meget bedre til at overhale på den kurverige racerbane. Han præsterede nemlig hele 17 overhalinger, da han gik fra en startplacering som nummer 18 til førstepladsen og sæsonens anden sejr. De to næste heat dominerede disse to kørere også, da Kenneth Jensen begge gange sejrede foran Nils Kvorning, mens Tommy Laugesen, Silkeborg, scorede to pokaler med to tredjepladser.
Men der var andre kørere end denne trio, som prægede løbene i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen.
Torben M. Sørensen, Herning, havde sin bedste weekend til dato. Han scorede ikke blot en generel andenplads i første løb, men i alle tre løb placerede han sig i blandt de tre bedste seniorer, og han passerede dermed Anders Eriksen, Hadsten, så han nu indtager andenpladsen i Old Boys-klassementet efter Henrik Vejen, Tune.
Kevin Verner Jensen, Silkeborg, fik derimod ingen pokaler med sig hjem fra det svenske, og det endda til trods for, at han var blandt klassens hurtigste. I det første heat etablerede Nils Kvorning banerekorden for klassen, men i det næste formåede Kevin Verner Jensen at sætte en ny banerekord, som han forbedrede yderligere i tredje og sidste heat.
Efter udlandseventyret vender OK Mobil 1 Legend Car Cuppen nu tilbage til Danmark for at køre femte afdeling af mesterskabet. Det sker på FDM Jyllandsringen, hvor der i dagene fra 28. til 30. august køres AutoPartner GP Danmark.