Fra mine lænestol i Mørke – august 2015

Af helt privat og positive grunde er jeg godt i gang med at pakke de ca. 800 kvm. vi har i Mørke ned til et hus på ca. 100. Det er dæleme ikke let, og der findes i den proces mange gode ting og minder fra tidligere. Mange af dem må desværre smides ud – men sådan er det nu gang.

Men der har da været mange stunder, hvor jeg dvælede ved gamle rutebøger, gamle resultatlister og et væld af korrespondance om dette og hint i sporten.

Faldt bl.a. over det pæne brev fra Dronningen, der i år 2000 meddelte mig at jeg var afskediget fra hæren. Sådan foregår det. Og det smider jeg ikke ud. Jeg kom i samme forbindelse til at tænke på min gamle arbejdsplads, hvor der var nogle principper, som vi måske godt kunne bruge i vores sport og vores organisation.

Inden jeg kommer alt for godt i gang, skal jeg lige understrege, at der er mange ting i DASU (som er os alle sammen), som i lang tid ikke er gået bedre. Vi har en bestyrelse som arbejder – også med nye ideer. Vi har et Udviklingsudvalg, der samarbejder rigtigt positivt med os om rigtig mange ting, og vi har et banereglement, der er væsentlig bedre i forhold til tidligere. Dertil et sekretariat, som der vel ikke er ret mange, der kan finde anledning til at kritisere, ud over den gamle om ”dem og os” uden at vide, at de er medspillere og gerne helt neutrale medspillere, som jo medfører, at ikke alle kan få ret.

Der er bare en ting galt. Vi går i en periode med opgangstider i samfundet tilbage i antal medlemmer og i antal aktive. Om 10 år mangler vi halvdelen af vores medlemmer, hvis den udvikling i medlemstallet fortsætter, som den er nu. Det er noget, vi skal gøre noget ved. Det er faktisk rigtigt alvorligt. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, om alle er klar over, hvor alvorligt det er. Er alle klubber? Er alle sportsudvalg?

Jeg ved, at Bestyrelsen er.

Her kommer jeg til at tænke på, at der i forsvaret er et grundlæggende princip om, at der er noget, der hedder ansvar. Og det ansvar er ubetinget, men kombineret med en udpræget forretningsmodel om delegering. Dette sidste gen mangler vi tilsyneladende totalt. Og her kender jeg af gode grunde mest til banesporten.

Jeg kan godt undre mig over, at når f.eks. Historisk Motor Sport kører et løb i Sverige, skal tillægsreglerne og tidsplanen godkendes af banesportsudvalget. Hvor i himlens navn har de en større kompetence til at vurdere disse ting, end løbsledelsen fra HMS og i særlig grad de deltagere, der nok skal komme op på mærkerne, hvis der er noget, som ikke følger reglerne eller deres ønsker.

Næ – nej – i vores organisation skal et sæt tillægsregler sendes til sekretariatet, der sender dem videre til et medlem af banesportsudvalget. Herefter sker der så normalt det, at klubben skal rykke for svar efter en uge eller to, og igen skal dyrt lønnede medarbejdere i sving, selv om man i en hver anden organisation ville arbejde med udpræget delegering og så se på, om det kom nogle deltagere eller ej.

For det med deltagerne er vel egentlig det, som det hele går ud på.

Jeg har på min egen krop følt en udpræget interesse for de promotorklasser, som jeg bruger meget tid på at administrere.

Hvorfor nu lige det – hvorfor bruge kostbar tid på at se mig over skulderen i stedet for at tage sig af det, man har ansvaret for: De efterhånden få ikke-promotorklasser, der findes. Og som er i katastrofal tilbagegang – modsat mine promotorklasser.

Super Cup, der skulle være stjerneklassen næst efter DEC, kører med 8 til 9 deltagere og præsenteres i dansk TV live. Det er vel nok en god reklame.

Nu har jeg altid hævdet, at det ikke er så galt at være uenig om noget. Havde vi mennesker altid været enige, havde man nok ikke fundet Amerika – og det havde da været en skam.

Og jeg er død sikker på, at jeg ikke er enige med alle omkring det med forvaltning af ansvaret i banesporten. Men nu har jeg da sagt min mening. Og den skal jeg nok også få stryg for.

Jeg har også i skrivende stund noteret mig, at den højt profilerede sag mod Dennis Lind fra DTC-løbet nede ved os, er blevet tabt ved Amatør- og Ordensudvalget. Læser man sagen igennem i kendelsen, kunne den ikke ende anderledes.

Og lad mig nu også her være ærlig. Der skete en beklagelig dommerfejl i behandling af denne sag, hvor Dennis Lind trods forsætlig påkørsel af en anden deltager, slap næsten uden straf. Den dommerfejl – hvor ansvaret er delegeret til disse på dagen – kan ikke redresseres senere ved at forsøge at skrive sig ud af det ”med nye ting i sagen”. Her burde Banesportsudvalget tage sig sit ansvar på sig og erkende, at der ikke var orden i eget hus, og så hjælper det ikke, at man tager en bestemmelse i Reglement 5 og filer den lidt til for at få den til næsten at passe til den aktuelle situation. Viser man ansvar, viser man også det mod at erkende de nederlag, som sporten giver. Og her må man ikke forfalde til en rimelighedsbetragtning frem for hvad der står i bogen.

Når jeg nu denne gang har været i det filosofiske hjørne, skal jeg måske også sige noget om det, at påtage sig et ansvar. Det gør man, når man siger ja til et job i en organisation.

Her er man frivillig lige indtil man siger ja. Så fanger bordet, og man kan ikke finde nogen som helst undskyldning for ikke at passe jobbet. Og det hører jeg ellers mange gange: Det er jo noget jeg laver i min fritid, som undskyldning for ikke at gøre det og hint. Kan man ikke nå det man har lovet, kan man ikke nøjes med 50 %. Så må man forlade jobbet og vente til en anden god tid, hvor denne er bedre.

Min personlige mening igen: Man er frivillig lige indtil man siger ja.

Og så vil jeg i øvrigt gå tilbage og rydde op i de næste 300 kvm. hus. Det kan være jeg finder andre tankevækkende ting dér.

Holger Møller-Nielsen