Fra min lænestol i Mørke – maj 2016

DHB fylder meget for mig i øjeblikket. Det fylder måske mere end jeg forventede, og en af de ting, der tager meget af tiden, er forholdet til det offentlige. Både politiet og Aabenraa Kommune.

Lad mig lige komme med nogle betragtninger om DHB først – og derefter se det i et lidt større perspektiv.

Karin Niebuhr og jeg havde møde med politiet omkring sikkerhedsplanen her for en uge side, hvor jeg egentlig syntes, vi havde meget godt styr på det hele på Padborg Park. Jeg havde udarbejdet en sikkerhedsplan – ca. 50 sider – på baggrund af den plan, der var lavet sidste år på Vandel – den kunne vel ikke være helt forkert? Det var den. Det kan jeg godt love for.  I et tre timers langt spankingmøde, blev vi gennemheglet, ikke så meget fordi projektet var forkert eller politiet egentlig havde noget imod det, men mere fordi de ville have beskrivelsen meget, meget præcis af alle forhold, og alle forhold præcist beskrevet. Og bestemt i en positiv ånd og tone.

Set i bagklogskabens klare lys, må jeg måske også sige, at jeg et par gange var sprunget over gærdet, hvor det var lavest, og var forfalden til tomgangssnak og skriveri. Det erkender jeg, men nok mest, fordi det med ”sikkerhed det kan vi jo godt – og har bevist det på Padborg Park” lå i baghovedet.

Jeg må også erkende, at de to fra politiet, der kom til mødet, vidste noget om det de talte om. Var virkeligt vidende om afholdelse af arrangementer med mange gæster og de risici, der er forbundet med det. Og alt dette skal der være taget højde for i en sikkerhedsplan, for at den kan blive godkendt i dag til noget, som kan ligne en festival. Faktisk er reglen den, at sådanne arrangementer med mere end 1500 mennesker skal have en sikkerhedsplan. Og det tal er vi nået for længst til DHB. Men der er også andre lignende arrangementer i Danmark, der nok når dette tal i overnattende gæster.

Så selv om jeg lige efter mødet var lidt knust, kan jeg godt se nytten af at lave en plan, der tager højde for alt. Simpelt hen alt. lige fra snublen over et kabel, til terror rettet mod tilskuerne.

Men hvis vi så hæver blikket fra DHB til motorsporten i almindelighed, kan jeg godt se, at der bliver strammet meget op overalt fra politiets side. Det er bestemt ikke blevet lettere at være frivillig leder i Danmark, og lave motorløb på bane eller vej. Dokumentationen skal være i orden og alle papirer skal være med i ansøgningen – og det skal være de rigtige. Jeg tror bestemt, at der har været et internt kursus i politiet omkring tilladelser til offentlige arrangementer, herunder motorsport. Set med klubbens øjne skal vi være meget glad for det. Det har nemlig vist sig, at vi generelt behersker det, og at flere og flere grupper kløjs i det med ansøgningerne og dokumenterne, der skal med. Jeg tror nok, at når vi i MSS står bag ved næsten alle Drifting arrangementer i Danmark, har fået aftale med Autospeedway-kørerne og senest Striben i Esbjerg, skyldes det vores know how omkring ansøgning til politiet. Politiet har også venligt presset nogle af dem til at tage kontakt til os for at få den nødvendige hjælp. Og det har vi givet dem.

Et af vores stærke kort her er naturligvis forsikring, hvor en arrangementsforsikring i dag koster ret så meget – særligt hvis den kun skal gælde et enkelt arrangement, eller f.eks. en serie på 5. Her kan det godt komme til at koste 10.000 kroner pr. løb. Det kan gøres billigere gennem DASU.

Det har også vist sig, at MSS og jeg næsten hver uge får en eller anden henvendelse om et motorsportsarrangement et eller andet sted i Danmark. Her er vi bestemt ikke begrænset til Sønderjylland. Det er godt for MSS, og det er da bestemt også godt for DASU. På sigt kan det give mange medlemmer.

Vi får her den nødvendige opbakning fra vores Udviklingsudvalg, men synes det er lidt fattigt, vi er en af de få klubber, der ser ud over vores egen næsetip.

Men for alle andre er det med ansøgning nok dagligdag, hvor der bare i de løb, man plejer, at køre, skal investeres mange flere kræfter end tidligere.

Men har vi og vores klubber været på kursus? Kan vi generelt møde politiets krav?

Jeg talte med en, der lige havde været på løbslederkursus til bane, og blev noget overrasket over, at der hverken var omtalt eller læring i ansøgning og det, der kræves hertil, eller kursus i hvad vores forsikringer dækker – eller ikke dækker.

Er det godt nok?

Kan vi være det bekendt som organisation?

Hvor mange ved f.eks., at vores ulykkesforsikring er blevet væsentlig forbedret med behandlergaranti efter uheld? Ved løbslederne det i banesporten? Ved kørerne det?

Løbslederne i rally ved det, for her var rallyudvalget da så vaks, at de inviterede mig, i min egenskab af medlem af forsikringsudvalget, til det helt store løbsleder tam tam inden for rallysporten.

Jeg har spurgt udvalget, om nogle af dem har været ude til noget tilsvarende i banesporten eller Go-Kart. Men det er tilsyneladende ikke prioriteret højt nok.

Skal al dette her jammer sættes i et perspektiv, kan jeg se, at kravet til os som arrangører bliver større og større. Hvis vi i DASU vil have en plads i fremtiden må det være prioritet nr. 1 at klæde klubber og løbsledere på til at klare politiets krav til os.

Og så svært er det altså heller ikke – selv om en sikkerhedsplan til DHB nok kan give nogle grå hår i hovedet på mig.

Holger Møller-Nielsen