Fra min lænestol i Mørke – juni 2016
Kristi Himmelfartdag i år var en rigtig skøn dag med masser af sol og forårsvarme. Jeg brugte et par timer på den nye terrasse i mit og Hannes nye hus og lod tankerne flyve. Langt omkring og langt tilbage.
Tænkte på ”de gode gamle dage” hvor det var tiden, hvor vi kørte Hessen Rally i den ferie. Det var herreskønt – specielt for os, Poul Weinreich og jeg, fordi det løb var lige noget for os. Vildt og voldsomt.
Det var et løb med masser af prøver, og de fleste var lange, lange prøver. Her var de første af dem på asfalt, men den afsluttende var på et militært øvelsesterræn, hvor der blev kørt både på grus og jord. Mest det sidste.
Det var også tiden, hvor de første VW Golf GTI var fremme på scenen, og dengang var det et formidabelt køretøj sammenlignet med alt andet – også den Opel Kadett GT/E (ja, den gamle hvid/gule bil) som slet ikke kunne følge med på asfalt. En af prøverne kørte vi alt, hvad remmene kunne holde, og blev overhalet af sådan en GTI’er, der måske kørte 50 km/timen hurtigere end os.
Nu var der det specielle dengang, at gruppe 1, som i dag hedder gruppe N, faktisk var en klasse for standardvogne, helt rene standardvogne. Det vil sige, at det var biler, som var de taget lige ud af forhandlerens udstillingsvindue. Bundplade – ja, men ellers ingen forstærkninger overhovedet, og dæk til gadebrug. Og det viste sig at være vores fordel.
Den sidste prøve var nemlig 70 km lang – to omgange rundt på øvelsesterrænet, og der var allerede første gang huller, så dybe som – netop – en Golf. Og de motorbeslag, som var i sådan en standard-Golf, kunne slet ikke holde. Inden vi kørte ud på prøven, var vi nr. 10 sammenlangt i klassen, men jeg kunne på min rutebog slette den ene efter den anden af disse biler, der holdt med motoren tabt ned på jorden. 500 meter fra mål var den sidste ude ved siden – og en førsteplads i klassen til Poul og jeg var hjemme.
Der var en enkelt lille krølle på halen. Vi havde tabt udstødningsrøret på bilen i et af de mange huller på prøven, og sådan en GT/E kunne virkelig larme med fri udstødning.
Naturligvis var jeg bange for, at vi ville blive stoppet af politiet, som er lidt emsige i Tyskland, så det blev med kørsel på fuld fart ud ad landevejen, og så med nøglen drejer rundt, når vi kom ind i de små byer, som vi så kunne glide helt lydløse igennem. Selv i Bad Harzburg, som var målbyen, var vi heldige – vi kom ind nord fra i byen, og derfra er ned ad bakke til torvet midt i byen. Hele den vej kunne vi køre uden motor og forbi masser af politi, der dirigerede færdslen.
Ved mål skulle vi op på målrampen, men her var der heldigvis kø, så jeg kunne få tiden ved tidskontrollen, inden vi kørte op på rampen. Med tiden i kontrolkortet var vi igennem løbet, og med nogen fornøjelse satte vi så gang i motor og kørte op med masser af skralder og rabalder. De gamle middelalderhuse står stadig og dirrer.
Nå, ud over nostalgien ved det her, var der også en anden tanke, der trængte sig på. Deltagelse i utallige små og store orienteringsløb, alle danske rally i en 10-årig periode, og mange internationale løb i det store udland, gjorde at jeg syntes at have en konto, som skulle udlignes. For alle disse arrangementer kunne ikke lade sig gøre uden en stor indsats af utallige frivillige hjælpere. Og – ærligt – var jeg ikke altid lige venlig over for dem alle.
Derfor har jeg i fortsættelse af en meget aktiv karriere brugt mange timer og dage, på at være en af de frivillige, der hjælper ved alle slags løb – store og små. Og det er jeg egentlig meget stolt af.
Jeg er stolt af, at jeg har tilrettelagt mere end 50 orienteringsløb. Jeg er stolt af at have været med fra starten på Padborg Park. Jeg er stolt af, at jeg har brugt mange timer på Jyllandsringen i tidens løb. Og jeg er stolt af, at jeg indtil for nylig var fast mand på den mest kedelige af alle tidskontroller i DM rally.
Naturligvis tænker jeg også på, om den konto er ved at være udlignet. Har jeg givet lige så meget retur, som jeg selv har fået som aktiv kører? Det er den vel i løbet af nogle måneder, eller nogle år.
Overvejelserne er jeg ikke færdig med endnu – men naturligvis vil jeg være med så længe jeg synes det er sjovt – og det er det heldigvis endnu.
Den største opgave som frivillige indtil nu, har været planlægningen af Danmarks Hurtigste Bil, DHB, hvor jeg – og en håndfuld andre fra Motor Sport Sønderjylland – arbejder røven ud af bukserne for at få det arrangement op at stå. Og hvor vi kikkede hinanden i øjnene for nylig og konstaterede, at vi også er mellem de få, der ikke får noget for ulejligheden.
Det er jeg faktisk også stolt af – for klubarbejde skal være baseret på frivillighed. Ingen får mig fra den tanke.
Sjovt nok møder jeg også folk, der egentlig mener, at det at modtage penge for et stykke arbejde er lig med bedre kvalitet.
Må jeg trøste dem, der gør alt det her af kærlighed til sporten – det ville være rigtigt, rigtigt dyrt at udskifte os med nogle, der skulle betales efter de kvalifikationer, vi trods alt har.
Det tør jeg godt sige på vegne Karin Niebuhr, Henning Holst Jensen, Helle Nielsen, Hans-Jørn Søgaard Andersen, Viggo Christensen, Anders T. Jensen, Mogens Thomsen og jeg selv.
Men spændende har det da været – og spædende er det, når vi er klar til at slå dørene op, næsten samtidig med, at du læser dette her, og inden du vel også selv skal til årets eneste motorsportsfestival, DHB, hvor der er en anden stor stab af hjælpere klar med alt fra brandberedskab til flagposter.
Holger Møller-Nielsen.
