Fra min lænestol i Mørke – januar 2017

Som optakt til, at jeg skulle skrive denne min sidste klumme under overskriften, Fra min lænestol i Mørke, bestemte jeg mig for at skulle skifte lænestolen ud med en ny model. Dem, der har set den gamle, vil også medgive, at det ikke helt var af storhed.

Derfor gik turen den 17. november med bus til en nærliggende forstand til Aarhus og til et større møbelhus, som vel nok havde sådan noget i en rimelig høj kvalitet. Den skal jo holde de næste 25 år. Udvalget var stort, og min Hanne og jeg prøvede os frem og valgte en stol, som vi gerne vil købe to eksemplarer af. Den venlige mand skrev papirer ud som var det et bilkøb (prisen var lige ved at være derudaf) og så kom den første besked til den lidt naive mig. Levering sker fra fabrikken straks (d.v.s. i den kommende uge) og via centrallageret ville de to stole være ved møbelhuset på mandag 8 dage. Og da de kun kører ud tirsdag, kunne de ikke nå det til næste dag, og vi måtte så vente til næste tirsdag igen. Det kunne jeg da godt forstå ikke?

Nå, alt godt er værd at vente på. Så tirsdag først i december kom et par venlige folk og leverede – ikke to lænestole – nej, et samlesæt pakket ned i to store papkasser. Vær venlig at kvittere for modtagelsen!

Se, det var jo ikke lige netop det, som jeg syntes, jeg havde købt. Og skulle jeg endelig til at være møbelsamlesætsnedker, som jeg hverken har lyst eller forstand på, kunne jeg vel lige gå godt have gået i Ikea. Så de to venlige budbringere fik papkasserne med igen efter nogle højlydte protester.

Næste trin var statuering af status og påstand i diverse mail til møbelhuset, og endelig en telefonsamtale, hvor det blev lovet, at de så – undtagelsesvis – ville nylevere to lænestole, som jeg mente at havde købt dem, samlet og klar til at sidde i. Det skete så lige før jul – og nu kunne jeg sætte mig tilrette og tænke over motorsporten i almindelighed og denne klumme i særdeleshed.

Og hvad har mit kluntede møbeleventyr så at gøre med motorsport?

Slet intet, lidt og meget. Først og fremmest, at sådant et møbelhus går fallit – hverken før eller tidligere vil man kunne overleve en sådan behandling af en kunde.

Dernæst, at man skal følge med tiden. Denne klumme er jo i sig selv en anakronisme – moderne mennesker er blevet vant til masser af information men i små bidder. Der er ingen, der gider læse en hel side med tekst – og slet ikke uden billeder.

Og det med kommunikation er vel dybest set noget af det, som må anses for at være et problem for vores bilsportsklubber.

Jeg kan ikke se, det er lykkedes nogen klub endnu at finde rigtig ud af. Alle klubber er på nettet med både hjemmeside og Facebook, og medens vi i klubberne bruger dette medie til at fortælle, det vi gerne vil fortælle om, i stil med at ”der er klubaften den og den dag i januar”, er det som Facebook er fyldt af sladder i stil med ”jeg er så glad i dag og jeg har lige kørt mine børn til skole”.

Jeg synes, vi er nødt til at lære den kunst af. Og jeg vil vove den påstand, at den klub, der finder ud af at bruge moderne kommunikation rigtig, ikke kun bliver den største klub i DASU, men kan score et antal af medlemmer, som selv for andre sportsgrene vil være misundelsesværdig.

Det drejer sig efter min mening om at skabe et socialt miljø på nettet, som binder klubbens medlemmer sammen på en helt anden måde, end det sker i dag – og måske finde tilbage til det miljø, som vi havde på de ugentlige klubaftner, som var bindeleddet for 30 til 40 år siden. Og som i bund og grund var socialt samvær på – undskyld jeg siger det – jævnt og lavt niveau. Men det var sjovt, og vi kendte alt til hinanden.

Og jeg er sikker på at have ret med det med det sociale netværk, for jeg læser faktisk en del sider på Facebook, som er skrevet af og til motorsportsfolk. Hvor er klubberne henne på de sider – og hvor er – for den sags skyld – DASU’s ledelse og sportsudvalg henne. For der er da virkelig muligheden for at komme i kontant med masser af glade motorsportsfolk. Som alle vil det, som vi gerne skulle ”leve” af – glæden ved at være sammen om en interesse.

Så derfor er det også på tide, at denne klumme, med sin envejskommunikation, ophører, til sorg for nogle (det har de sagt til mig) og glæde for andre (det har de ikke sagt). For jeg har jo også en spids pen, som engang imellem har spiddet folk lige vel for brutalt. Og det er bestemt ikke alle, som kan tåle selv den mindste form for kritik. Og slet ikke den direkte.

Fra min lænestol i Mørke var fortsættelsen af et ugebrev, som jeg skrev som formand for Motor Sport Sønderjylland, hvor jeg mente, det kunne være af værdi at samle mine tanker og mine informationer et sted – hver mandag morgen på hjemmesiden.

Klummen har også været brugt til at give et politisk statement, og her har jeg retfærdigt, og også en gang imellem uretfærdigt, trådt nogle noget så gevaldigt over tæerne. For de, jeg har været uretfærdige imod, siger jeg endnu engang undskyld.

Ellers har det været skønt at kunne skrive lidt om, hvad jeg mener rører sig i motorsporten, og jeg har fået rigtig mange reaktioner og indirekte handlinger, for jeg kan jo godt aflæse de mange, jeg kender, når jeg har skrevet noget, som afføder eftertænksomhed. Uden at de siger det ret højt.

Jeg er også nødt til at gentage, at jeg er 112 % DASU-mand – og intet ved siden af eller over DASU. Og jeg synes, vi har den bedst tænkelige ledelse af Unionen og et sekretariat, der endelig, endelig, er kommet til at virke.

Men jeg har også den holdning, at fordi jeg har været med til at vælge nogen til en ledende post, er vedkommende alene af den grund ikke hævet over kritik. Grundliggende mener jeg, at opposition og afprøvning af meninger, er det som bærer frem, og et Repræsentantskabsmøde – som det sidste – på 2½ time, bestemt ikke er noget, som man skal stræbe efter. For er det noget så frygteligt som en organisation, der er ved at gå i stå i egen selvfedme?

Med dette sidste kærlige spark siger jeg tak for denne gang – tak til de, der har læst med. Tak til de, der har svaret mig (surt eller sødt). Og har jeg med det skrevne bare flyttet DASU en centimeter, har det været det hele værd.

Og så tilbage til indledningen. Er der noget i vores klubarbejde og unionsarbejde (vognbøger til historiske biler f.eks.), der ligner møbelhuset, var det vel værd lige at se på det. For der er nogle derude, som bare venter på at overtage vores sport.

Og med denne sidste sætning sender jeg også ønsket om et godt nytår til alle glade motorsportsinteresserede rundt omkring i landet.

Holger Møller-Nielsen.