Fra min lænestol i Mørke – januar 2016
Bilorienteringsløb – i dag kalder man det vejsport – er en underlig størrelse i dansk bilsport. Og hvor jeg savner den i billedet.
For mig personligt er der også meget nostalgi forbundet med O-løb. Uden den disciplin havde jeg formentlig ikke mødt min Hanne, og uden den disciplin havde min Henrik formentlig ikke mødt sin Anne. Derfor er Bilorienteringsløb noget, som har betydning for os i Møller-Nielsen-klanen.
Det kom mest frem for mig her mellem jul og nytår, hvor der blev kørt Nytårsløb i Randers. Et løb med omkring 30 deltagende hold, og hvor der fra min familie var så mange med, at vi dækkede mere end 10 % af de deltagende hold.
Og deltagelsen var det store samtaleemne ved julefrokosten forud løbet. Alle glædede sig. Store og små. Gamle og unge.
Hvorfor kan man ikke dele den glæde ud til nogle flere, så der kommer mere gang i vejsporten? Er vi virkelig så store originaler i vores familie, at vi er de eneste, der synes det er sjovt at finde vej efter en køreordre?
Jeg kan ikke give nogen opskrift på at få gang i sporten, men godt pege på nogle af de ting, der har gjort det vanskeligt at få nye ind i sporten. Vi er simpelthen for nørdede, og det medfører, at vejsport er blevet en disciplin for dem, der egentlig lige så godt kunne sidde hjemme og løse opgaverne. Bilsporten i O-sporten er næsten væk – og det er en skam.
Kan man lave om på det? Måske ikke – for der er gjort mange forsøg, men tankevækkende har det været de gange, Aarhus Automobil Sport har lavet løb for mærkeklubberne. Her var det lige ud ad vejen med simpel orientering efter et kort og med kørsel på nogle svære veje ind imellem. Jeg husker stadig billederne af en klassisk Jaguar, der snoede sig uden om den høje midterrabat på en smal, smal markvej. Var ejeren ikke ked af det, da han kom i mål? – Nej han havde en strålende dag.
At vi engang var en union af vejsportsfolk, kan man se ved det årlige repræsentantskabsmøde. Rigtig mange af dem, der er med, har været med siden rigtig gamle dage, og er fra den tid, hvor hovedaktiviteten var bilorienteringsløb.
Det, at vi mangler tilgang til sporten, kommer også til at betyde noget for klublederskabet i DASU. For der var nu mange gode andenkørere (observatører) som siden dengang er blevet grundstammen i det administrative, og den del af jobbet vil ikke i tilsvarende grad appellere til gokart-folkene eller banekørerne.
Men det er stadig underligt for mig, at der i min familie er så store forventninger til et lille bitte Nytårsløb, og at der ikke er sort af deltagere i Randers. Men sådan er der så meget.
Ellers skal vi jo se tilbage på et spændende år, hvor der er sket mangt og meget. Måske mest i DASU’s ledelse, hvor jeg må rose både udvalg og bestyrelse for at have indset, at det, der skal til for at overleve, er at skaffe flere medlemmer. Koste næsten hvad det koste må og vil.
Mangt og meget er gået den rigtige vej i vores ledelse, og det skal vi være meget taknemmelige for.
Jeg har også noteret mig, at det at være medlem af et udvalg i DASU ikke længere er en livslang sovepudetilværelse, men noget, som skifter og ændrer sig over kort tid. Der kan godt være en lille orm, der gnaver i mig, og stiller spørgsmål om udvalg bliver nurset godt nok og bakket godt nok op. Forestillingen omkring historisk udvalg piner mig stadig, mest fordi udvalget så tydeligt ville noget andet og mere end det, som bestyrelsen ville. Var det udvalget som var tonedøve, eller var bet Bestyrelsen, som ikke var i stand til at styre et udvalg i den retning, som man ville? Var kommissoriet tydeligt nok og var det ”solgt” godt nok til udvalget?
Nu gik udvalget og smækkede med døren, og det var bestyrelsen tydeligvis godt tilfreds med. Men er det hensigtsmæssigt – og er det hensigtsmæssigt, at flere og flere udvalg næsten udelukkende består af bestyrelsesmedlemmer?
Et af de udvalg, som jeg hører mest kritik af – uden at jeg kan tage stilling til det – er kursusudvalget. Men hvordan ville man kunne ændre sammensætning af et sådant udvalg, hvor ledelsen er en del af bestyrelsen?
Nu blev det til et par kritiske sætninger, og måske skygge over hovedbudskabet, nemlig at jeg synes, at vores valgte ledelse har fået betydelig styr på forretningen, godt hjulpet af Ture Hansen, der nu endelig er blevet tituleret korrekt, generalsekretær.
Ser jeg tilbage på året, og det arbejde, jeg har udført, kommer DHB til at fylde meget, selv om det kun er omkring fire måneder, jeg har arbejdet med det projekt. Danmarks Hurtigste Bil skal som udgangspunkt køres i Vandel, og det var også udgangspunktet indtil ejeren af Vandel Erhvervspark pludselig gav besked om, at man alligevel ikke – trods alle vores anstrengelser – kunne rumme DHB i 2016 – og for den salgs skyld fremover.
En milliardinvestering i næsten 500.000 solpaneler kom i vejen. Hvorfor så sent? Jo, forsikringsselskabet var kommet med en ny risikovurdering, og uanset om den er saglig eller ej (hvad jeg ikke ved), har de magt til at sætte prisen for forsikring, så det er urealistisk andet end at sætte os på porten. Hvilket også skete noget brat og uventet.
Vi fik flyttet til Padborg Park og dette kunne kun ske ved at ændre hele løbskalenderen, efter at den næsten var færdig og forhandlet på plads. Vores formand, Karin Niebuhr, fik opgaven at løse det op, og jeg kan egentlig godt forstå, at hun så lidt træt ud på mig, da opgaven gik op for hende.
Karin fik talt alle på plads – et enestående godt arbejde, som jeg personligt har den største anerkendelse for. Og hun er ikke kommet med et eneste ondt ord i den anledning.
I denne sidste gang lænestolsnak fra i år, er jeg kommer fra bil-O til DHB over ledelsen i DASU.
Har måske glemt at sende en lidt forsinket julehilsen, men ikke for sent til at ønske alle et godt nytår med masser af forventninger til et spændende 2016, hvor jeg er sikker på, at Danish Supertourisme Turbo vil vise sig sat være klassen, der tegner dansk motorsport. Jeg kan godt forstå, at der er nogle, som ikke tør vise sig sammen med den klasse – for det er da professionel motorsport så det batter.
Holger Møller-Nielsen.
