Fra min lænestol – december 2016
Det er en vigtig læresætning, at DASU er os alle sammen. Derfor synes jeg også, jeg vil skrive lidt om os alle sammen som forening – med de glæder, det har givet mig, og den bekymring, der er for den mastodont, vi sammen har skabt. Bekymring for fremtiden. Og den konservatisme for modstand mod forandring, der er indbygget i os alles sammen kære union.
Jeg har været aktiv i dansk bilsport i over 60 år. Jeg har haft indgang til sporten på næsten alle tænkelige måder. Jeg har vært aktiv udøver. Jeg har været leder. Jeg har været official. Jeg har været formand for Danmarks største bilsportsklub, jeg har været med i bestyrelsen for de to mest betydende klubber, og jeg har været medlem af et af de dengang kun to sportsudvalg (rally- og orienteringsudvalget). Jeg har været formand for det hedengangne Kvalitets- og Koordineringsudvalg i DASU. Jeg har skrevet om bilsport til Jyllandsposten– jeg har glædet mig over bilsport som tilskuer og official. Glædet mig rigtig meget – og en glæde som jeg deler med min familie.
Men jeg har også været med i de strukturændringer, der er gennemført eller forsøgt gennemført i rigtig mange år. Jeg har nogle gange mest virket i det skjulte – jeg er god til at stille noget op systematisk, hvilket er brugt af høj og lav i klubberne og Unionen. Tak for det samarbejde også – specielt med fire formænd i unionen.
Jeg vil egentlig komme med en konklusion her – meget af det arbejde, jeg og andre har udført, har været forgæves, og har måske skadet mere end gavnet. Jeg vil godt komme med et tankevækkende eksempel.
Jeg var arkitekten bag vores officiallicens (det er godt nok mange år siden – men det var jeg altså), og det var tænkt som en mulighed for registrering af de mange, der gjorde et kæmpearbejde for at få motorsportsarrangementer til at blive andet end blot ideer og skitser. Denne løbslederlicens skulle være fælles for alle sportsgrene, mest være basis for viden om forhold til sikkerhed og myndigheder, og der lå vel en tanke om videreuddannelse af løbsledere, og måske også en mulighed for at få de mest håbløse sorteret fra ved at klippe deres licens i små bitte stykker. Men der var ikke nogen tanke om, at uddannelsen skulle ske centralt – det var dengang klubberne, som stod for det arbejde med at udvælge dem, der skulle lave løb, og også give dem den nødvendige on-the-job-træning. Og det virkede. Og det virker stadig, men mest for arrangementer uden for DASU.
Og hvad er det endt med ved os selv? Bedst kender jeg det fra banesiden, hvor det at give den centrale uddannelse og holde officiallicens ajour er blevet en ganske betydelig økonomisk belastning for klubberne, og uhyre tidskrævende for den enkelte – det til trods for, at alle med mere end navleudsyn i dag må indrømme, at en uddannet løbsleder i DASU-regi, med det som eneste baggrund, ikke kan stå med ansvaret for et løb. Ikke engang et træningsløb. Det kan vedkommende kun, efter at have fået den uddannelse, vedkommende får ude i klubberne – og så er vi måske trods alt tilbage ved udgangspunktet, på nær det med udgiften og den betydelige tid, der medgår til kursus og opfølgning. Hvorfor er der dog ikke nogen, der stopper det pjank?
Jeg har også været med i to strukturudvalg. Det første fik gennemført den nuværende struktur, hvor forretningsudvalget og sportsudvalgsformændene, som medlemmer af bestyrelsen, blev slettet. Det var sådan set en pligtændring, og den blev også gennemført uden den helt store modstand.
Værre var det for et par år siden, hvor der blev lagt umådelig mange kræfter i at lave en strukturændring, der i sit udgangspunkt havde ”power to the people”, men faldt på ting som desværre må tilskrives udvalget: Manglende intern enighed i hvad dette begreb betød i DASU, og manglende troværdighed over for klubberne, som troede udvalget, med sit forslag, ville noget mere end det, der var skrevet.
Strukturforslaget faldt nok mest på, at man ville give mere ansvar til bestyrelsen – herunder at bestyrelsen udpegede alle udvalg, også sportsudvalg. Den fik vi ikke klubberne til at æde, selv om guderne skal vide, at vi stred for sagen. Og det stadig er en rigtig ide.
Ændringen var ellers logisk. Det er klubberne, der vælger bestyrelsen, og så må bestyrelsen også have ansvaret for sporten. Det er senere stadfæstet i en ændring af reglement 1 – men uden at det i virkeligheden synes at have nogen effekt. Der er stadig sportsudvalg, der ser sig selv som valgt af repræsentantskabet, og ser sig som ansvarlig over det for dette – og alene dette.
Er det godt eller skidt? Det må være godt, for det er jo det som klubberne vil. Men er det hensigtsmæssigt? Nej. Det er ikke hensigtsmæssigt i en tid med tilbagegang i hvert fald på to store områder, banesporten og rallysporten og en tid med stort pres udefra. Hvem skal tage hånd om det – presse udvalgene til aktion? Eller bede udvalgene om at tage deres gode tøj og gå, som man ville have gjort i et privat firma.
Havde det været bedre med det ikke-accepterede forslag? Måske og måske ikke. For den magt, som ligger i at afsætte udvalg og give dem direktiver, gælder stadig. Men ses ikke brugt særligt effektivt.
I arbejdet med strukturforslaget sidste gang, kom jeg frem med den kætterske tanke om at slette alle sportsudvalg og i stedet bruge pengene til at ansætte egentlige professionelle sportssekretærer, der var service- og ressourcepersoner for klubberne. Disse sekretærer skulle også have støtte fra klubrepræsentanter i det, som kunne kaldes et samlende sportsudvalg. Forslaget har ingen gang på jord ved et repræsentantskabsmøde – men ideen skal da frem. Det kan være i en nær fremtid, at det bliver nødvendigt at tage denne ide frem igen, og så kan man måske også komme tilbage til det, som min afdøde far var så stolt af: Han havde været medlem af sportsudvalget i DASU. Altså sportsudvalg i ental. Så ideen med sportssekretærer, og ideen med et enkelt udvalg alene med formål at se på fremtiden, er hermed givet videre. Jeg når nok ikke til at kunne være den, der er med til at realisere denne måske fremtidige struktur i DASU. Men hvem ved? Skulle det ske, er det virkelig med ”power to the people” – eller sagt på dansk: Al magt til klubberne.
Holger Møller-Nielsen.
