Formanden skriver

Hvad laver vi egentlig i klubben. Ja, hvis man spørger de mennesker, som egentlig ikke kender spor til os, mener de, at motorsport bare er noget med en masse støj og røg, og at det bestemt ikke er noget, man har lyst til at beskæftige sig med.

Grunden til ovenstående er, at jeg lige har snakket med en for mig temmelig fremmed person, der åbenbart vidste, at jeg har lidt med motorsport at gøre, og derfor følte sig foranlediget til at fortælle, at det vi laver i klubben, bare larmer og sviner.

Hold dog op, hvor tager de altså meget fejl.

Men fejlen er nok lidt vores egen. Vi går for stille med dørene. Vi skal blive endnu bedre til at fortælle, hvad vi egentlig går og laver i klubben – altså udover at køre stærkt. Vi skal ud og fortælle, at vi rent faktisk gør rigtig meget for bl.a. færdselssikkerheden.

Så møder vi igen de skeptikere, der spørger, hvad motorsport har med færdselssikkerhed at gøre. Så er det altså, at vi skal ud og fortælle, at motorsport ikke kun handler om at køre stærkt, men også er et spørgsmål om at kunne håndtere en bil. Det er netop en af de ting, vi forsøger at formidle til de mange unge mennesker, som netop har fået kørekort og melder sig til vores kursus Fart med Fornuft. Måske nok i første omgang for at spare på prisen for at forsikre bilen, men hurtigt går det op for dem, at det egentlig slet ikke er så let at styre så mange hestekræfter, som de egentlig havde regnet med.

Her lærer vores dygtige instruktører dem, at kunsten at køre bil ikke kun ligger i at træde på speederen men bestemt også handler om kørekultur og bl.a. om evner til at læse trafikken. Hvad sker der, når man kommer ud i glat føre eller hvordan reagerer jeg, hvis der pludselig er en forhindring på kørebanen.

Vi har i klubben også et udvidet køreteknisk kursus – nemlig track-days, som henvender sig til alle, der gerne vil lære deres biler og ikke mindst egne evner at kende under sikre forhold. Her er der ikke nødvendigvis tale om helt unge mennesker, der netop har fået kørekort men ofte også om lidt mere modne mennesker, som måske nu har haft mulighed for at købe ønskebilen og derfor gerne vil lære den lidt bedre at kende.

I klubben har vi også alle tiders go kart bane, hvor vores børn i en meget ung alder kan komme og bruge rigtig mange gode timer i godt kammeratskab med andre børn. Her lærer de også, at det er vigtigt, at man retter sig efter de regler, der er og selvom det er på en lukket og sikker bane, lærer de også hurtigt, at mange af disse regler også kan bruges i den almindelige trafik. Vi kan se, at de unge mennesker hurtigt lærer at synes om at komme på go kart banen og at en del af dem bliver meget, meget dygtige.

 

Og indrømmet – det sker også at vi larmer. Nemlig når vi engang imellem kører rally på de sønderjyske veje eller kører baneløb på Padborg Park. Men det er bestemt til at overse (overhøre). Vi har på Padborg Park 4 weekender om året tildelt til at køre motorløb (og en enkelt, hvor der afvikles MC-løb) og derudover gør vi de sønderjyske veje den tjeneste et par gange eller tre at komme og køre rally.

Når man kigger på ovenstående kan man være helt sikker på, at vi også – udover at højne sikkerheden i trafikken – sikrer en indtægt til de kommuner, vi bevæger os i – nemlig når vi gæstes af tilskuere og deltagere. Det er ikke alle, der bor lige i nærheden af vore arrangementer, og det er heller ikke alle, der medbringer en campingvogn eller et telt, så der er en del, der skal overnatte i områderne. Derudover skal der bruges benzin, og mon ikke en og anden skal have en smule at spise og drikke.

Det skal derfor ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stolt af vores klub og dens mange medlemmer. Men som jeg skrev indledningsvis – lad os blive bedre til at fortælle, hvad vi egentlig går og laver. Det vil komme som en overraskelse for mange.

Venlig hilsen Karin Niebuhr