Formanden skriver

I en klub som vores sker der heldigvis noget næsten hele tiden, og det skal der også.

I de forskellige afdelinger er vi kommet rigtig godt i gang med forårssæsonen.

Sidste gang skrev jeg om åbningen af sæsonen på gokart banen i Skærbæk. Det er jo i gokart, vi skal hente de nye formel 1 kørere engang i fremtiden, og på banen i Skærbæk gør man meget for at få fat i de unge talenter, vi måske skal bygge på engang i fremtiden.

Den 19. april  var der inviteret til en mini-kart dag, og her var der næsten 40 meget unge mennesker, der var ude at prøve kræfter med en gokart. Arrangementet var en stor succes og dagen sluttede af med, at de unge kunne vise de flotte pokaler, de havde kørt hjem.

Rallyafdelingen havde d. 27. april et klub-rally i Padborg og Kliplev området. Men-men her var altså alt for få deltagere. Det er en skam, når der ikke dukker flere end 11 deltagere op til sådant et løb, og vi må nok til at tænke lidt mere over, hvilke løb, der er interesse for at afvikle i rally-regi. Eller om der køres for mange steder.

Men når det så er sagt, kan man så til gengæld glæde sig over, at rally-afdelingen fortæller, at der i skrivende stund er 56 tilmeldte til Nordborg-minirally, som MSS også står som arrangør af. Det køres på lørdag d. 10. maj og tillægsregler mm finder I andets steds på vores hjemmeside.

Mon ikke også at rallyet i Nordborg kan trække mange gæster ud for at kigge på, når de igen kører på Nordals, og selvom bilerne suser utroligt hurtigt forbi ude på prøverne, er det værd at dukke op og se kørerne udfolde deres talenter på 4 hjul. Så jeg håber selvfølgelig at både klubbens medlemmer og også mange andre dukker op for at bakke op om kørerne.

På banesiden i klubben lagde vi ud med et klubløb d. 12. april, hvor vi kørte MSS YT Cup for vores banekørere, og hvor vi også havde besøg af track-day kørerne fra MSS. Det blev en rigtig god opstart på sæsonen på Padborg Park, hvor vi igen kørte baneløb, da vi d.3. og 4. maj havde inviteret til OK Mobil 1 Padborg Open med rigtig mange deltagere.  Det blev en rigtig god weekend, hvor der enkelte steder blev byttet lak og uddelt et par buler og også et par steder blev nedlagt et reklameskilt. Der var vist lige lidt smule ”vinterrust”, der skulle slibes af både kørere og biler, men så gik det også rigtig fint det meste af tiden.

Resultaterne fra weekenden kan I selvfølgelig også læse om på hjemmesiden, hvor Morten Alstrup har skrevet om de enkelte klassers afvikling. Det blev en weekend med mange gode og enkelte knap så gode resultater for MSS banekørere, men en fornøjelse at se, at der igen er mange med i klasserne. Der bliver vist TV fra Legend Car Cup og SSC, så hvis man ikke var på PP i weekenden, har man mulighed for at se løbene hjemme fra sofaen.

Det var en åbnings- weekend, hvor vi – udover de 4-hjulede- også havde besøg af de 2-hjulede, nemlig 95 motorcykler, som også var på banen for at køre.  Det var en fin oplevelse at have besøg af AMK, som stod for afviklingen af motorcyklernes løb sammen med MSS´s flagfolk. Et bevis på godt samarbejde mellem de fire- og to hjulede.

Som et ekstra indslag havde vi besøg af Cobra-klubben, som havde sagt ja til at komme og vise deres flotte biler frem for vores gæster. Det var et flot skue at se disse cobraer stillet op på rad og række, og de blev bestemt også beundret behørigt at både kørere, publikum samt officials. Og hvem ved, måske ser vi dem engang til race på banen. Det kunne være rigtig sjovt. De skal i hvert fald være velkomne.

Fart med Fornuft har igen kursus – henholdsvis 7. og 11. maj, hvor de skal have en flok nye kørekortindehavere på kursus for at give dem endnu mere ballast til at blive endnu bedre bilister og track-day skal på Padborg Park igen d. 12. maj til endnu en afvikling af en track-day.

Jeg vil også gerne her nævne et arrangement på Als, hvor flere af medlemmerne i MSS i samarbejde med andre motorsportsinteresserede havde lavet et flot arrangement, hvor man kunne komme og se på alt det der sker indenfor motorsportsverdenen.

Så der er travlt i klubben – og sæsonen er kun lige startet, så vi ses nok alle sammen derude et sted på et eller andet tidspunkt.

Karin Niebuhr.