Formanden skriver:
Jeg håber at I alle sammen har nydt sommeren – og er helt klar til et rigtig godt efterår.
Meget er sket siden jeg skrev til jer sidst. Vi er en klub med rigtig mange aktiviteter, så derfor bliver der desværre ikke altid skrevet så meget på vores hjemmeside – så det skal vi blive bedre til.
Her vil jeg dog gerne lige indskyde, at alle medlemmer er meget velkomne med gode indlæg til hjemmesiden. Hvis I har haft en oplevelse i klubben, som I har lyst til at dele med os alle, er det blot at sende et skriv frem til os, så kommer Jeres indlæg også med på hjemmesiden.
Vi har haft et forrygende forår og har taget hul på efterårets løb med alt hvad der hører til det.
Da vi i 1. weekend af september skulle køre baneløb på Padborg Park, skulle der samtidig køres løb på Carbuster-banen og gokartbanen i Skærbæk. Så her blev der trukket godt og grundigt på vore frivillige. Enkelte af vores officials kunne lige nå at være med til løbet på carbuster-banen inden de skyndte sig til Padborg Park for at hjælpe med afvikling af Night Race der.
På gokartbanen havde de som skrevet også et stort løb netop den weekend, så også her var der flere af vores folk, der måtte agere ”blæksprutte” for at få løbet godt afviklet. Og det lykkedes heldigvis til fulde, så her skal der bestemt også være en stor tak til alle folkene for et godt arrangement.
Rally-folkene havde allerede været i gang med et klubløb d. 28.august og havde også lige givet en hånd med til et rally-løb i Silkeborg,
Men inden denne weekend havde vi allerede kørt et baneløb på Padborg Park, hvor vi afviklede en weekend med Historiske biler, Youngtimere og klassiske motorcykler. Desværre har det vist sig at være meget vanskeligt at samle de historiske biler, når vi kører på PP. Vi har naturligvis tænkt meget over, hvad det skyldes og er nok kommet frem til at der desværre ikke er brug for et historisk løb på ”vores” bane.
Det synes jeg er en skam, men vi kan ikke mere afvikle en weekend, som vi kalder historisk weekend, og så kommer der kun 42 historiske biler. Den klasse, der kom med det flotteste felt var Historisk Formel – og de gjorde det til gengæld også rigtig flot – men 12 biler i en klasse er ikke nok. Heldigvis kom Youngtimerne også denne weekend og det felt var til gengæld rigtig stort – 46 tilmeldte Youngtimere. Se det er flot. Så var der også lige 60 tilmeldte klassiske motorcykler, og de var virkelig en fornøjelse at se på. Især kommer de store smil frem hos publikum, når der kommer en flok 50 kubikker ned ad langsiden og man kan se på kørerne, at de har det rigtig sjovt. Måske ikke så hurtigt det hele – men hyggeligt. Der var dog også meget større mc med og de leverede masser af godt race.
At historiske biler kan samle mange mennesker er en oplevelse, vi i klubben har haft, da vi blev bedt om at være behjælpeligt med at forsikre et løb på Rømø (I har nok læst Holger indlæg om samme) Jeg blev i foråret kontaktet af arrangørerne bag løbet, som ville høre om MSS kunne være behjælpelig med at lave forsikringer på de biler, man havde fået tilladelse til at køre race med på stranden på Rømø. Da vi jo via DASU har en enestående mulighed for at hjælpe med netop forsikring, sagde jeg naturligvis ja til, at det ville vi gerne.
Efter en kontakt til DASU blev det dragracingudvalget, der tog bolden op sammen med os, og de kom hele vejen til Rømø for at godkende den bane, vi havde bygget op. Så en stor tak til Ulrik.
Og hold da op en oplevelse. 40 biler til start (og et par motorcykler) Bilerne skulle være fra 1947 eller endnu ældre. Mange, man aldrig før havde set på de danske baner. Den ældste bil var fra 1923 og den var kørende fra Sverige for at deltage. Åben vogn og ingen seler men indregistreret . En enkelt deltager var kørende fra Sydtyskland (1.200 km mod syd) for at deltage og han fortalte, at det gjorde han gerne igen. En journalist kontaktede arrangøren for at høre om han måtte komme og skrive om løbet og fortalte så lige, at han kom fra New York i USA.
Udover de flotte og anderledes biler var vi utrolig heldige med vejret – og det gav rigtig mange gæster, der pludselig opdagede, at de skulle til motorløb i stedet for at køre til stranden som de nok først havde tænkt sig. Mange mente, at badeturen kunne vente, så lige pludselig var det nærmest umuligt at komme ned til stranden, fordi rigtig mange ville blive og se race.
Med så gamle biler, kan det heldigvis ikke laves noget stort reglement – og det havde man heller ikke gjort. Bilerne blev naturligvis checket men hvis de kunne starte, dreje og bremse, og havde en ildslukker installeret (og måske lige lidt mere), blev de godkendt til løbet. Og mere skal der helst heller ikke ind over mht reglement. Så bliver det alt for besværligt og det viste sig jo også at det ikke er nødvendigt med mere.
Naturligvis var der læge/ambulance samt brandvæsen tilstede men de kom heldigvis overhovedet ikke i brug. End ikke et stykke plaster blev der brug for.
Udover bilerne fra 1947 og tidligere var der samlet ca. 200 veteranbiler, der blev udstillet på standen lige ved siden af banen og her var der masser af flotte biler at kigge på.
Så hvis vi bliver spurgt af arrangørerne, hjælper vi meget gerne igen.
Strandløbet viste at man sagtens kan køre løb under betryggende forhold uden alt for mange regler. Og det er det, vi skal frem til. Altså ikke at køre på stranden alle sammen – men færre regler.
I klubben har vi også alle tiders kursus for nye indehavere af kørekort – nemlig vores Fart med Fornuft og der har deres næste arrangement 28.september, hvor der er teoriaften samt søndag d. 2.okt. hvor der er praktik på banen.
Også vores track-day kurser har en dag på Padborg Park – nemlig d. 3. oktober og her kan lidt mere øvede bilister prøve kræfter med et udvidet kørerkursus.
Så der sker meget og jeg håber at se jer alle sammen i løbet af efterårets mange arrangementer.