Formanden skriver

Til alle medlemmer i MSS                                     Juledragrace 2015

Selvom selve køresæsonen er ved at være helt slut , er det bestemt ikke stilstand, der kendetegner klubarbejdet lige for øjeblikket. Det er tiden med rigtig mange møder for at evaluere på den sæson, der er slut og for at lave planer for den sæson, vi snart skal i gang med.

Omkring mødeaktiviteterne vil jeg gerne her nævne Repræsentantskabsmødet, som vi lige har deltaget i. Repræsentantskabsmødet er vores gode mulighed for at få vendt en masse ting med andre klubber og også vores mulighed for at få valgt gode og dygtige folk ind i vores organisation DASU.

Jeg vil ikke her komme ret meget ind på de forskellige poster i DASU, som der var valg til. Blot vil jeg gerne her sige en stor, stor tak til Michael Jensen, som indtil dette års repræsentantskabsmøde har været formand for BU. Michael havde meldt ud til os alle, at han ønskede at trække sig som formand for BU, og det har vi naturligvis været nødt til at respektere. Vi har her i MSS haft en rigtig god sparringspartner i Michael, og jeg håber, at han stadig vil være en aktiv del af vores motorsport til glæde både for ham selv og for klubbernes medlemmer rundt i hele landet.

Jeg vil også her glæde mig over, at vi fik valgt Henning Holst-Jensen ind i bestyrelsen. Han har jo siddet der et par måneder, da han overtog efter Hans Jørn Søgaard Andersen. Her skal der også være en stor tak til Hans Jørn for det store arbejde, han har lagt i bestyrelsesarbejdet i DASU. Han sidder fortsat i QKU og det er godt.

Samtidig vil jeg naturligvis også sige tillykke til de medlemmer, der blev valgt ind i bestyrelsen og de forskellige udvalg, som de havde valgt at opstille til. Jeg håber på, at det gode samarbejde med klubberne fortsætter.

Dette års repræsentantskabsmøde foregik stille og roligt uden ret mange ting, der kunne få folk på talerstolen. Mødet var næsten for stille og roligt, men jeg vælger at se det som et tegn på, at vi er på rette vej mht godt samarbejde både mellem klubberne, og mellem klubberne og vores organisation. Hvis I er interesseret i at læse referatet fra mødet, vil det blive lagt på DASU´s hjemmeside senere.

 

 

Vi er ved at lægge sidste hånd på reglementer, løbskalender samt alt, hvad der ellers skal være på plads inden en ny sæson. Det gælder i alle afdelinger i klubben – der er rigtig mange datoer, der skal tages hensyn til.

Du synes måske ikke det er så relevant at høre om ovenstående. Men mon ikke du tit har tænkt på, hvad vi laver, når vi f.eks afvikler motorløb på Padborg Park eller er ude til rally eller måske har løb på go-kartbanen i Skærbæk. Du har måske endog været en tur rundt som publikum de forskellige steder for at se, hvor spændende det er. Du kender måske en eller flere der – hver gang -, kommer og giver en rigtig god hånd med og måske synes du, at det kunne du egentlig også gøre. Du har bare ikke rigtig fået gjort noget ved det. SÅ GØR DET NU.

Du har nemlig en helt enestående mulighed for at melde dig i teamet, der afvikler både motorsport men samtidig også er med til at give unge – og også lidt ældre bilister en enestående mulighed for at blive mere sikre i trafikken.

Selvom vi heldigvis er mange, der er med, skal vi altid sørge for, at der er mange og dygtige folk at ”tage af”. Ikke alle kan deltage hver gang, og det kræver vi jo heller ikke.

Heldigvis har vi hidtil været gode til at tiltrække de helt rigtige folk, og det vil vi gerne fortsætte med.

Vi har rigtig mange dygtige medlemmer i MSS, både kørere og officials, som gør en stor forskel for motorsporten i Danmark. Hvis vi ikke havde dem, ville det blive meget svært at afvikle motorløb. Det gælder både banesport, rally, track-day og gokart for ikke at tale om de andre aktiviteter, der er gang i her i klubben.

Men vi prøver også at finde plads og folk til nye tiltag, så jeg er helt sikker på, at der er et område, som du virkelig brænder for og som vil være meget glade for din hjælp eller deltagelse. Så giv os et praj, hvis du mener, at du gerne vil være med helt fremme, hvor der virkelig sker noget.

Så kom ud af busken nu og bliv ”medlem” af et godt team. Du er velkommen til at ringe eller maile til mig eller et af de andre medlemmer af bestyrelsen i MSS.

Til slut vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige jer alle sammen en stor tak for 2015. Også en tak til alle vore samarbejdspartnere. Det har været en spændende sæson med nye tiltag, og det er jeg sikker på, at 2016 også bliver.

Glædelig jul 2015