Fem nye prøver ved årets sønderjyske klubrally
Motor Sport Sønderjylland er klar med sit bidrag til klubrallysporten, når man den 23. august afholder sit Aabenraa Klubrally. Løbet er tredje afdeling af såvel det jyskfynske mesterskab i klubrally som i MSSV-turneringen, og der venter nye udfordringer for deltagerne.
”Vi har denne gang fundet fem helt nye prøver,” fortæller løbsleder Michael Jensen. ”En af dem er en rundbane, mens de fire øvrige er gennemgående prøver. Vi kører dem to gange, så der bliver i alt 23 kilometer prøver. Hertil kommer så godt 30 kilometer transport.”
Løbet har start og mål hos Super Dæk Service på Tøndervej i Aabenrraa, hvor mødetid for første hold er klokken 9.00 med start en time senere. Det er også hos Super Dæk Service, at der om eftermiddagen er mål og præmiering.
Tilmelding til Aabenraa Klubrally sker på dasu.dk, og her er tilmeldingsfristen søndag den 16. august.