Special Saloon Car

2005-Bane-Special-Saloon-Car-01Special Saloon er den længstlevende klasse for standardvogne i Danmark. Men det er lidt af en sandhed med modifikationer at tale om standardvogne. Faktisk er det ofte kun på overfladen, at man kan betegne de deltagende biler som standardvogne. Kendetegnende for Special Saloon er nemlig, at stort set alt er tilladt. Reglementet foreskriver således ikke så meget om, hvad man må, men mere, hvad man ikke må. Og det har gennem tiderne ført til nogle meget kraftfulde, spændende og kreative konstruktioner, som i langt højere grad er racerbiler end i de øvrige standardbaserede klasser.

I Special Saloon er det således tilladt at tune motorerne, som også godt må udstyres med bedre topstykker, kompressorer og turboladere for at få øget effekt. Men et sindrigt system af forskellige omregningsfaktorer gør, at kravet til bilernes minimumsvægt stiger i tak med, at der gennemføres ændringer. På den måde sikres et vist element af lighed mellem bilerne, der ofte er meget forskellige.

Også når det gælder karrosserityperne og deres modifikationer er der stor variation. Der er ægte sportsvogne som f.eks. Porsche, vildt pumpede familiebiler som Volkswagen Golf og så alle de andre spændende kreationer, som ikke kan beskrives, men simpelthen skal opleves.

Læs mere på www.specialsalooncar.dk.