AD Racing overkom straf og vandt langdistanceløb
Det blev Martin Frederiksen/Jacques D. Møller/Anders Christian Rasmussen, Odense/Odense/Svendborg, som trak sig sejrrig ud af både deres klasse og løbet generelt, da anden runde af Danish Endurance Championship blev kørt på Padborg Park. Trioen fik ellers en dårlig start på løbet, da de blev idømt en stop-and-go-straf for overhaling i gul flagzone, men lidt efter lidt fik de arbejdet sig tilbage igennem rækkerne. Det var dog først indenfor det sidste kvarter, at trioen fra AD Racing overtog løbets føring.
Indtil da havde Johan Blach Petersen/Jan B. Sørensen/Kristian Jepsen, Århus/Thisted/Århus, mere eller mindre domineret løbet. Trioen havde allerede i tidtagningen sikret en førsteplads til Sally Racings Porsche, og den førsteplads forsvarede de lige fra start, hvorefter de støt og roligt opbyggede et forspring på adskillige omgange til deres nærmeste konkurrenter, men da løbet gik ind i sin afsluttende fase, måtte Kristian Jepsen rulle ind til siden, da Porschen havde sat sig fast i sjettegear.
Fire mandskaber med de åbne Peugeot Spider-biler var nærmeste udfordrere til Sally Racings Porsche, men en for en løb de ind i problemer.
JXA Racing måtte udgå efter en mindre motorbrand. Legend Motor Co. fik tekniske problemer, som gjorde det svært for holdet at skifte gear. Team Lindholm Normann Racing havde et langt pitstop, da det blev nødvendigt at udskifte en generator, mens det debuterende mandskab Mikkel Lundtoft/Kim Jensen, begge Lemvig, smed en mulig sejr væk, da de blev udelukket for at have overtrådt reglementet i forbindelse med et tankstop.
Martin Frederiksen/Jacques D. Møller/Anders Christian Rasmussens generelsejr betød, at de også vandt sejren i division 2 for tunede to-liters biler, hvor de sejrede med tre omganges forspring til Kurt Poulsen/René Andreassen/Lars Møller, Ringe/Ringe/Middelfart, og de 195 omgange, som holdet fra AD Racing tilbagelagde, betød samtidig, at de overtog føringen i kampen om distancepokalen.
I division 1 for ikke-tunede biler blev det til den anden sejr i træk for Michael Nielsen/Michael Thomasen, Middelfart/Skive, som dermed udbyggede deres mesterskabsføring forud for næste runde af Danish Endurance Championship, som køres den 27. juni på Padborg Park.